Hvis jeg kigger på mit liv som det er lige nu, med briller udefra, så er der en imponerende ro. Jeg har det fantastisk med de mennesker der står mig nært. De “kampe” jeg havde, kunne jeg ikke længere overskue og stoppede med at bekrige. Øver mig i at ikke gå i selvsving og kæmpe til det sidste. Det er pisse svært fordi jeg elsker højt og er passioneret. (Om man vil). Jeg kan ikke ændre andres syn på mig eller fortiden. Jeg kan kun leve i nuet. Der er også grænser for hvor mange gange jeg skal have smidt ting efter mig. Før jeg fik min diagnose og behandling, kunne jeg frit bevæge mig mellem mange mennesker uden frygt…

Jeg har ikke tal på hvor mange tatoveringer jeg har efterhånden, men det er mange. På ben, ryg, mave, arme, øre og hænder. De er alle meget personlige, og de fleste har min datter lavet på mig. Jeg har ikke haft noget imod at være hendes “prøveklud” når hun tussede. Jeg har tegninger min nevø har lavet, små citater…det er ét stort vivar af personlige og betydningsfulde streger. Jeg har altid tegnet, og syntes selv at jeg har styr på en blyant på papiret. Så hvorfor ikke tusse mig selv? Jeg ville ELSKE at ha’ tusser på hele kroppen om muligt, om ikke andet dem jeg selv kan lave og “nå” rent fysisk på kroppen.   Stort set alle mine…

Jeg er gift med min bedste ven. Han er hele min verden. Når min hjerne ikke vil som jeg vil, tager han over. Han tager på arbejde før fanden får sko på. Arbejder hele dagen. Kommer hjem, og fortsætter sgu med at arbejde. Enten herhjemme eller hjælper venner. Står for ALT det økonomiske. Hver hang der er noget min hjerne ikke magter, tager han over. Han er “på” 24-7… Jeg sørger for at han har et hjem. En base. Et sted hvor han har “fri”, og fra tid til anden får han en hel dag eller aften hvor han spiller med drengene på X-boxen. Så lister jeg i soveværelset og ser tv. Han forlanger faktisk intet. Han er min bedste ven…

Har mange mange gange den forgangne tid fået at vide: “Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet”. Men hvad forventer jeg egentlig af andre og mig selv?   Jeg kan ikke lade være med at forvente af andre, som de forventer af mig. Eller det jeg tror, de forventer af mig. Når der har været brug for mig, har jeg smidt alt hvad jeg havde i hænderne og kom ilende. Uanset, sted, tidspunkt og hvem det var. Men når jeg så havde brug for hjælp, kom de forventede personer sgu ikke, som jeg havde forventet de ville gøre. Jeg var fuldstændig uforståelig for deres manglende eksistens i mit liv. Jeg har stået ved min fars bisættelse, blot…

Jeg valgte at gå fra nogle kampe, fordi jeg følte at det ikke var kampe jeg skulle/kunne vinde, eller nogle kampe der gjorde noget godt for nogen. Jeg forlader ikke personerne, men jeg forlader kampen. Det har krævet næsten ALT af mig at gå fra de kampe – fordi dem jeg kæmpede med og imod, er nogle af de vigtigste mennesker i mit liv. Bliver gentagende gange bekræftet i at jeg er på rette spor, og rette vej. Jeg får at vide, at jeg har gjort hvad jeg kunne, med det jeg havde og evnede. – og jeg gør det rigtige i at gå fra kampen, og ikke tage på min kappe hvad jeg får smidt imod mig. Har været…

Her sidder jeg så. Alt for tæt på de 45, og ville give mit liv for at kunne sidde med min mor og sige undskyld! Ville ønske jeg kunne skrue tiden mange år tilbage. Jeg har med min adfærd budt min mor – og resten af familien, ikke så lidt. Jeg vidste ikke dengang at jeg er Bipolar. Det jeg har gjort og sagt kan ikke gøres om. Jeg kan ikke ændre på det. Men nu hvor min mor er væk, og jeg selv oplever stædige børn, ville jeg ønske jeg kunne undskylde til min mor. Jeg har på egen krop set og mærket, hvad konsekvensen er for grim adfærd. Har brugt halvdelen af mit liv på at nærmest “retfærdiggøre”…

Jeg er øm i hele kroppen efter 400 ture i de vilde forlystelser i Djurs Sommerland idag. Jeg keder mig, og Facebook er nu så gennemlæst, at man går igang på Instagram. Lurer på hvem man følger, hvem de følger…osv! Mine personlige billeder er seriøst konsekvent pinlige. Brandert iført rottehaler. En Tena-ble i panden…fordi jeg til julefrokosten mente jeg havde fået en hjerneblødning. Inde i Bamsen der underholder børn ved events  og selvfølgelig i min fars overalls… kraftedme smukt! Well… min mand fortæller mig HVER DAG, at han elsker mig, syntes at jeg er smuk og dejlig, og han har gu-hjælpe-mig købt en T-shirt der med skriften påstår at Gud, har sendt ham en engel i mig. – også selvom…

Jeg har tilsyneladende været en skodmor i visse henseende, og det er da til dels rigtigt. Men som det blev påpeget for nyligt, på en terrasse med kold hvidvin: Så har der aldrig manglet noget. Omsorg, kærlighed og bekræftigelse fra alle retninger, som mange ville misunde. Andre vil kalde det snotforkælet.  Nej, jeg får nok ikke en ekstra stjerne i min rolle. Men jeg har været PISSE priviligeret at være omgivet med mennesker, der havde overflod af overskud og kærlighed. Rollen som moster der imod… (Viser på billeder ikke skønhedernes ansigter af respekt for dem og min familie).  FOR HELVEDE hvor jeg elsker de drenge. Elsker at være moster. Hende der er den lidt seje, sjove, og ifølge min ældste…

Solen har banket ned hele dagen, og min nevø og søn er her. Vi skal i Djurs Sommerland imorgen – og brugte dagen sammen, så vi kan tage afsted sammen imorgen tidlig. Det er næsten umuligt at få en bedre dag! Vi har grillet, leget og gået tur ved fjorden. Det er som at få en indsprøjtning af ren glæde ❤️ Vi manglede bare min datter – fedt hvis resten af familien havde været her også. (Min ældste nevø har godkendt at billeder kom med i oplægget). – Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

For ca 5 år siden arrangerede jeg at en person kunne hjælpe en anden person, i hus, hjem og børnepasning. Det var en perfekt løsning, alle var glade. Det stoppede ret pludseligt for den “ansatte” kom og fortalte at denne følte sig “krænket” af “arbejdsgiver”. At der var sagt nogle ting og skrevet nogle sms’er der ikke var passende. De havde en seksuel undertone. Jeg tog øjeblikkeligt den “ansattes” parti, og stoppede kontakten med “arbejdsgiveren” – øjeblikkeligt. Mange års venskab gik tabt. Forsvarede den “ansatte” med næb og kløer som kun jeg gør. For fuld skrald. Det er 5 år siden, og vi har ikke debatteret det. Det var hvad det var, og det blev afsluttet hurtigt. Ingen kontakt. Jeg…