Ro & uro

Hvis jeg kigger på mit liv som det er lige nu, med briller udefra, så er der en imponerende ro. Jeg har det fantastisk med de mennesker der står mig nært. De “kampe” jeg havde, kunne jeg ikke længere overskue og stoppede med at bekrige. Øver mig i at ikke gå i selvsving og kæmpe til det sidste. Det er pisse svært fordi jeg elsker højt og er passioneret. (Om man vil). Jeg kan ikke ændre andres syn på mig eller fortiden. Jeg kan kun leve i nuet. Der er også grænser for hvor mange gange jeg skal have smidt ting efter mig.

Før jeg fik min diagnose og behandling, kunne jeg frit bevæge mig mellem mange mennesker uden frygt for at få et angstanfald. Jeg tyggede mig igennem bøger og serier på tv. Jeg var ikke hæmmet. Men jeg var så også i konstant kamp med andre og mig selv.

Så blev jeg behandlet. Min hukommelse forsvandt. Jeg var SÅ ulykkelig da jeg glemte noget om mine forældres bisættelse. Jeg er blevet klandret for ting jeg ikke kan huske – ting der var vigtige for andre. Men det er sgu lidt svært at forholde sig til jublen over at jeg bliver behandlet, og samtidig forholde sig til vreden over at jeg glemmer. Konsekvensen var ikke just en win/win situation.

Mit liv ændrede sig drastisk. Jeg kan ikke længere læse bøger, som jeg tidligere bare blæste igennem. Bøger som “De 7 gode vaner” af Steven R. Covey. Sindsygt svære bøger at læse, og idag kan jeg dårligt koncentrere mig om forordene. Simple serier som “Sex and the City”, kan jeg ikke følge med i, fordi jeg “taber tråden”. Hvor jeg tidligere befandt mig godt som centrum mellem 100 mennesker, kan jeg idag have svært ved at sidde passivt med 5 mennesker.

Ja, jeg har fået en form for indre ro, men jeg er også uhyggeligt hæmmet i min hverdag. Jeg har fået et fantastisk forhold til nogen, og andre vil slet ikke tale til mig. Fordi de ikke kan komme videre, og lever i fortiden. Måske fordi de ikke har fået den ro, jeg har. Taler af erfaring; at gå rundt og være vred over fortiden giver ikke fred på længere sigt. Det spænder istedet ben. Jeg vil ikke “fodre” den vrede, så jeg forholder mig passiv – og hviler i andres opbakning. Dertil ér der bare ting jeg ikke vil tage på min kappe – ting jeg trods dårlig hukommelse ved ikke er sket.

Des mere ro jeg får, des mere hæmmet er jeg blevet. Ro i form af min behandling. Andre er ved at “brække sig” over ordet BI PO LAR! Kan jeg godt forstå, er jeg sgu også..men det er altså nu engang mit lod. Andre har ADHD og vil have forståelse for deres lidelse – udredt eller ej. Psykiske lidelser, af den ene eller anden art, er fra tid til anden en forbandelse fordi andre ikke forstår den. Hvorfor kunne jeg ubehandlet være sammen med 100 mennesker, og behandlet ikke være sammen med 5?

Er blevet “bedt” om at være stolt af min process. Gik fra at være uvidende om min sygdom, leve med 180 kmt og være ligeglad med andres følelser – til at blive proppet med piller, til at hallucinere om blå lig, til at ligge og ryste/savle/krampe pga afgiftning ved fejlmedicinering, til at få mere end 50 ECT-behandlinger, og rende ud og ind af psykiatrien. Derfra gik jeg til at få en førtidspension og til hvor jeg er nu.  FUCK det har været hårdt, men hvorfor er jeg ikke stolt af det?

Fordi jeg bare forsøgte at komme levende ud på den anden side!

Det var hårdt for mig, men fandeme også dem jeg har haft nær mig. Jeg kan og VIL bare ikke mere leve i fortiden og fodre en vrede der ikke gør noget godt for nogen. Fortiden er talt ihjel 4000 gange! Jeg har 8000 gange forsøgt at gøre tingene om, men jeg er altså stadig bare en menneske!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.