Det er næsten som om min “skæbne” kan ændres i næste uge. Jeg sidder helt ude på kanten af stolen. D 1 december skal jeg starte på ny udredning. Er jeg fejldiagnostiseret?? Har jeg slet ikke bipolær lidelse type 1?? Har jeg i stedet Kompleks PTSD?? Har jeg begge dele?? Kan man overhovedet det?? Hvad så med medicinen?? Når det gælder medicinen taler det sit eget tydelige sprog. Jeg får latterligt små mængder – faktisk så små at de ikke kan måle det i blodprøverne. – og kraftedme om ikke mit EVINDELIGE problem med søvn forsvandt! Jeg sover så meget bedre UDEN medicin. Jeg har ingen udsvingninger – tværtimod føler jeg, at jeg kan mærke mig selv. På en måde…

Kære Gitte Du var “bedste veninde” med min mor. Dig og din mand var faste gæster i mit barndomshjem. Engang imellem var vi hos Jer, men i reglen var du eller jer begge hos os. Hos min familie. Dit farverige tøj, store plastikøreringe, og nærmest sjofle høje latter og din vulgære arrogance, der oftest var på andres bekostning. Jeg ridsede engang med en nål i bordkanten; “Jeg hader Gitte”. Da det blev opdaget hånede du og min mor mig – oveni den åbenlyse skideballe. Jeg hadede dig, fordi du konsekvent nedgjorde mig. Jeg kunne aldrig slippe for dig. Når jeg kom i skole var du selvfølgelig min lærer. Stadig lige så vulgær og larmende. Underviste med fødderne smækket op på…

Jeg har idag bedt Rigsarkivet om alt de kan finde på mig, fra jeg begynder i skole – til vi fraflytter kommunen. Jeg sad dagligt og LED i skolen, blot for at komme hjem og se min. 2-3 lærer være “bedste venner” med mine forældre. Jeg tænker tit på; Hvad vidste de?? Vidste de overhovedet noget?? Det kunne de ikke undgå!! Hvorfor gjorde de ikke noget?? Jeg har besluttet at SKULLE der dukke noget op, så vil jeg kontakte den lærer/person og spørge vedkommende: Hvis du mistænkte det, hvorfor gjorde du så ikke noget?? Du var den voksne!! Jeg var et barn!! Jeg er SÅ spændt på om der vil være oplysninger. – Intet i dette eller andre af mine…

Når jeg er presset på den ene eller den anden måde, så bider jeg fra mig – presses jeg yderligere; Så trækker jeg mig. Normalt skal jeg bare lige have et par dage hvor jeg forsøger at trække vejret ned i maven. Heeeelt ned i maven. Bruger tid på lige at vende det hele lidt rundt mellem ørene, mærker efter i maven og hjertet og bare være mig selv! Mit eget lille “pitty-party” og har lidt ondt af mig selv. Det må man iøvrigt godt!! De sociale medier fylder rigtig meget i mit liv. Det er dér jeg, som alle andre, holder kontakten. Viser mine unger frem, viser barnebarnet frem og min kæmpe hund. Viser stolt frem hvor røv-lækre unger…

Jeg kommer længere og længere “ind i mig selv’ i forløbet ved CSM! Jeg lærer de VILDESTE ting om mig selv. CSM lærer mig ikke kun om mine traumer, jeg lærer også hvem jeg er, hvorfor jeg er som jeg er, hvorfor jeg har gjort som jeg har.. Hver gang jeg sidder i venteværelset ved jeg at jeg ca 1 time senere vil gå derfra, og bare tænke “Seriøst…????”  Det er uden nogen form for tvivl, blevet konstateret at jeg har kompleks PTSD! Det i sig selv er latterligt overvældende. Anede ikke engang hvad det helt præcist er – så har brugt ekstremt meget tid på at finde ud af, hvad det egentlig er.. og det er hér det løber…