Det kunne i princippet være top optimalt hvis jeg fik skrevet på min blog hver eneste dag – og så alligevel! Jeg har altid brugt min blog til at fortælle om mig og min sygdom – og alt der i mellem. Der har længe faktisk ikke været en dyt at berette om min sygdom. Jeg får minimal medicin, passer mine samtaler med psyk… Thats it! Min hverdag kan altså ikke blive ved med at være så spændende at jeg kan skrive på min blog, som var det en dagbog.. Det er til stadighed lykkedes mig at gå en stor bue udenom dramatiske personligheder – hvilket får mig til at gå til ro hver aften, med et fredeligt smil på læben….
