Forventninger

Har mange mange gange den forgangne tid fået at vide:

“Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet”.

Men hvad forventer jeg egentlig af andre og mig selv?

 

Jeg kan ikke lade være med at forvente af andre, som de forventer af mig. Eller det jeg tror, de forventer af mig. Når der har været brug for mig, har jeg smidt alt hvad jeg havde i hænderne og kom ilende. Uanset, sted, tidspunkt og hvem det var. Men når jeg så havde brug for hjælp, kom de forventede personer sgu ikke, som jeg havde forventet de ville gøre. Jeg var fuldstændig uforståelig for deres manglende eksistens i mit liv. Jeg har stået ved min fars bisættelse, blot 66 dage efter min mors bisættelse, og har manglet personer der kunne støtte mig. De kom bare aldrig. Jeg troede jo at hvis jeg kom ilende, så ville de også gøre det. Jeg troede at det var en win/win situation jeg havde kørende med andre mennesker. Jeg stillede mine handlinger op imod deres manglende handling. Altså, jeg har har uden grund påduttet andre, at de skulle gøre som jeg; Stå på ét ben!!!

Jeg kan ikke forvente at andre vil gøre som jeg. At de smider alt i hænderne og kommer ilende. Skuffelse har ikke været til at overse. Jeg blev ked af det, vred og dybt frustreret. Hvorfor ville de ikke gøre det, jeg uden at stille spørgsmål, ville gøre for dem?

Hold nu kæft hvor er jeg naiv, når det gælder ændre mennesker. Man skal åbenbart være sig selv nærmest. Man skal ikke forvente noget af sne medmennesker. Det vilde er så at de personer jeg ikke havde regnet med, de stod der. Det har de hele tiden gjort, jeg har bare ikke kunne se skoven for bare træer. Men man skal ikke forvente noget af andre – for så bliver man ikke skuffet.

Men skal jeg så også være et “røvhul” og lade være med at komme ilende? Jeg har ikke lyst til at være sådan er person. Én der er sig selv nærmest. Selvfølgelig kan man have sine årsager for at at være fraværende, men når jeg gentagne gange står med en følelse af at være “forladt” så ryger tilliden sgu. Det ligger mig SÅ fjernt ikke at stille op, men på den anden side så har jeg også svært ved at se hvornår jeg ikke skal blande mig, og hvornår jeg bliver “udnyttet”. Jeg er ved at lære mig selv at finde de grænser, og jeg er ved at rydde lidt op i hvem jeg kan regne med, og i de situationer hvor jeg naivt er hoppet i med begge ben. Forsøger at finde hoved og hale i de forskellige  situationer, hvor jeg har været snotdum og naiv.

Jeg har trukket mig lidt i form af at være social. Forsøger at holde mig væk fra steder og personer, hvor jeg kan føle mig forpligtet til at være “til stede”. Jeg ved sjældent hvordan jeg har det i morgen, og laver jeg en aftale har jeg svært ved at brænde aftalen, og så bider det mig hurtigt i røven. Så vil jeg hellere holde afstand, og desværre får det nogen til at antage at jeg er sur, snobbet, ked af det eller det der er værre.

Jeg har også super svært ved at holde stand, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Min hukommelse gør mig usikker, og så giver jeg hurtigt op. Tvivler ofte på tidspunkter, og hvem der har sagt/gjort hvad, og så er det nemmere bare at “go with the flow”. – og et eller andet sted, så gider jeg simpelthen ikke tage de diskutioner mere. Så nu vil jeg gøre som alle andre – være mig selv nærmest!! Jeg forventer ikke noget, for så bliver jeg heller ikke skuffet.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.