Godt nytår til alle mine læsere/følgere ♥️ Tusinde tak for at følge med og for den altid positive reaktion. Vi ses i det nye år. Pas på hinanden ♥️ – Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

Så kom vi over julen, og nærmer os nytåret. Vi har haft en jul med bunker af hygge og mad til vi revnede. Bedre kunne næsten ikke ønskes. Jeg er sågar blevet klogere… (Who knew, at det kunne lade sig gøre)?! Jeg blev klogere fordi flere gode venner, som kender mig ret godt – har sagt til mig at; “Christina du kan ikke blive ved med at trække Bipolar-kortet ift til om man kan holde dig ud eller hvad du evner“. Jeg føler ofte at andre mennesker skal holde mig ud fordi jeg er som jeg er, men jeg glemmer ofte at det ikke har en skid at gøre med at jeg er bipolar. Jeg glemmer også jeg ikke behøver…

Jeg oplever ikke så meget mere, som tidligere, at folk reagere forskrækket på min sygdom. Det er til stadighed mere nysgerrigheden der fylder. Det er noget helt andet når jeg fortæller om mine indlæggelser og min Ect-behandling. Det er det der allemest skræmmer folk. Fejler folk noget fysisk og bliver indlagt sender vi dem blomster, og kommer måske på besøg med en æske chokolade. Vi ønsker god bedring og går videre med vores liv. Det er der ikke noget unormalt i. Bliver man indlagt på psykiatrisk sygehus, får man ikke samme familiære omsorg. Blomster og besøg er slet ikke det samme som hvis jeg havde brækket benet. Folk bliver berøringsangste, og pakker det ind i at, man jo har brug…

Hvad sker der i en bipolær hjerne??? Møder man en bipolær der har det godt og ikke er præget voldsomt af hverken optur, eller nedtur – så møder du et helt “almindeligt” menneske. Eller dvs… næsten… En bipolær har et helt andet tankemønster, og tager tingene ind på en helt helt anden måde. Følelserne er et kapitel for sig selv. Alle tanker bliver gennemgået for fuld smadder konstant. En tanke kan ikke bare glide elegant gennem hjernen, den skal som en tornado blæse rundt og lave ravage. Det kan være en lille bitte ting der tricker det. F.eks: Min venindes mand har fri adgang til hendes facebook, og det er sgu helt okay – men hvis jeg skriver i messenger…

Jeg kan skrive stolpe op og ned omkring mit falleret forhold til resten af familien, og hvor meget jeg syntes de er galt på den, (det holder jeg iøvrigt ved) – MEN, man skal ikke fornægte hvor sindsygt svært det er at været relateret til nogen med en psykisk lidelse. Mage til overbærenhed og overskud de skal finde i dem selv, kan man slet ikke forestille sig. Mængden af tålmodighed skal være ubegribelig. Det er svært at være pårørende – så svært, at jeg slet ikke er i tvivl om at 80% af årsagen til bruddet i min familie er min skyld. Jeg påtager mig hellere en gerne den skyld, og vil end ikke forsøge at undskylde det med at…

Jeg er gået igennem en kæmpe udvikling det seneste år. Det har været det hårdeste år nogensinde, men for pokker hvor har jeg lært en masse… Jeg øver mig i ikke at blive fanget i vreden og skuffelsen, og det bliver bedre og bedre – og min hverdag bærer også præg af det. – at jeg er mere glad, og høster harmonien i det. Specielt mit forhold til min søn har ændret sig. Vi har tidligere ikke fattet en dyt af hinanden, men mens forholdet til resten af familien krakelerede, blev forholdet til min søn bare stærkere og stærkere. Hold kæft hvor er jeg stolt af ham og den udvikling han har været igennem. Idag har vi haft en helt…

Én ting er at tackle en komplet dysfunktionel hjerne, men når alderen fucker med min hjerne også, blivet det altså ikke nemt. Jeg fik cancer for 12-13 år siden og fik fjernet min livmoder. Lægerne lod én æggestok sidde for at jeg ikke skulle komme i en tidlig overgangsalder…. det har så indhentet mig nu!!! Det er som om kroppen har en latterlig mængde varme, og ikke kan komme af med den. Det er ikke som at svede i varmen – på ingen måde – det er V.A.R.M.E. der bare banker rundt i kroppen. Vi er midt i december måned med frysegrader – og jeg ligger hver nat uden dyne med en blæser kørende fordi jeg kampsveder. Kl 23:00 igår…

Jeg har “talt” mine juleaftener uden mine forældre. Dette er den tredie uden dem, vi går i møde. Det bliver ikke nemmere skulle jeg hilse at sige. Men det er min første jul uden familien. Jeg har altid holdt jul med min familie, så det bliver sgu lidt underligt ikke at skulle fejre jul med dem. Vores juleaftener har altid været super hyggelige og sjove. MEN…… Som sådan holder jeg jo ikke jul uden min familie – jeg skal holde jul med min mand og min søn, og shit hvor vi glæder os. Der er pyntet op i hele hytten, på lørdag henter vi et “big ass” træ, der skal steg på grillen aka rumskibet min kære mand har investeret…

Jeg har det smukkeste menneskebarn af en søn; Mikkel Emil aka MikMak <3 For satan den dreng har givet mig “hjerne-brud”, og mest fordi han på alle tænkelige områder bare er sin egen. Hvis jeg, eller nogle andre siger til ham at han skal rydde op i hans hule af en lejlighed bliver man vist døren. “Det er mig der bor her“. Hvis man syntes at det er på tide evt at få en større lejlighed istedet for det lille frimærke, bliver man vist døren. “Jeg har det fint her, det passer til min økonomi“… BUM – han vil skide på hvad andre syntes. Det sidste halvanden års tids har han passet sin skole, udelukkende for at forberede sig til…

Ca. 2 år før min mor døde havde vi en lang og “ophedet” snak. Men det var altså en snak jeg havde ventet på hele mit liv – vitterligt. Hun indrømmede!! Den samtale befriede mig på en måde – Endelig en anerkendelse, der kunne fortælle mig at jeg slet ikke bare har levet i en tro på, at det var mig der var galt på den. Jeg har haft det SÅ SVÆRT ved at skulle skrive om det, for min mor og far er her jo ikke mere, og burde jeg ikke lade de døde hviler fred?? De har fred, men det har jeg og mine pårørende jo ikke. Os søskende er DELvist enige i at vores barndom slet ikke…