Hvis man nu slår det stort op, og ikke går i detaljer; Hvad vil man så helst have; PEST eller KOLERA?? Det er ingen win/win, fordi begge dele er lige til at lukke op og skide i. Hva´ så hvis man spørger; Hvad vil du helst have; Bipolar Lidelse eller Kompleks PTSD?? Hvad der er at vide om at være Bipolar, dét ved jeg. Alt er læst, studeret og taget ind. Alverdens leksikoner har ikke en dyt på mig. Nu har jeg ikke talt med min søster i 3-4 år, men gad vide om hun stadig tror at bipolar er en hjerneskade?? (Seriøst..du er lægesekretær på psyk!!)..  I tirsdags fik jeg at vide at jeg har Kompleks PTSD. Jeg har idag…

Det er latterligt mange år siden at jeg trak trolden ud af busken, og fortalte hele verden om min barndom. Det er også latterligt mange år siden at begge mine forældre stod ved hvad de gjorde, og indrømmede det for resten af familien. Det er lige så latterligt mange år siden at jeg tilgav dem – fordi det reelle stykke arbejde nu lå i at arbejde med mig selv og mine traumer, senfølger – mit sind. Deri har det hårde arbejde ligget.. og jeg er på ingen måde færdig. Jeg tror heller ikke at jeg nogensinde bliver det. Chok-effekten i at fortælle om min barndom har jeg ikke mærket i flere år. Jeg har jo fortalt det til dem der…

Jeg har idag fået resultatet af en “person-analyse” ved CSM. Ved hjælp af spørgeskemaer jeg har udfyldt for 2 år siden, og igen for nyligt, og selvfølgelig samtaler, er de ved at finde ud af; Hvem er jeg?! Hvilke traumer har jeg præcist?! Hvad er resultatet af mange år med vold og sexuelt misbrug?!  Jeg føler at mit eksistensgrundlag er revet fuldstændig væk under mig. Det er ca. 8 år siden jeg fik min diagnose; Affektiv Bipolær Lidelse type 1…. men nu er det slet ikke sikkert at jeg er Bipolær. 8 års behandling. 8 år med ENORME mængder medicin. 8 år i psykiatrien. Førtidspension. 55 ECT-behandlinger. Indlæggelser. Hele mit liv har de sidste 8 år drejet sig om at…

Der er vitterligt snart ikke den form for medicin jeg har ikke har afprøvet i mit forløb ved psykiatrien. Det er næsten grotesk hvad jeg har proppet indenbords, i håbet om at få det bedre i sindet. – og det er lige så sikkert som amen i kirken, at er der en bivirkning, så får jeg den. – og det har ingen betydning hvad det er for en slags medicin… Er der en fucked up bivirkning, så får jeg den. Den mængde medicin jeg får nu er lige tilpas, og egentlig ikke voldsomt høj. Jeg får sovemedicin, og det er simpelthen fordi min hjerne slet ikke kan hold kæft, så jeg kan sove ordenligt og tungt. Der er ganske få…

I coronatiden har alle vist på et eller andet tidspunkt været i kontakt med den lortevirus, og været omkring folk der selv-isolerer sig. Jeg har heldigvis ikke haft det inde på livet, og kun hørt om nogen har fået det, eller har været i kontakt med det. Jeg har iøvrigt fået begge vacciner – det har hele familien. Men det er altså ikke den slags isolering jeg taler om. Jeg er normalt et ret socialt menneske, men er også lidt egoistisk omkring det. Jeg er social når det passer mig, og ikke når det passer andre bedst. Kan lave aftaler, og så aflyse fordi jeg fortryder og slet ikke kan være i det. (Pisse uhøfligt iøvrigt). Det kommer i perioder,…

Hver tirsdag er jeg til samtale ved CSM, og hver gang går jeg derfra med et hovedet der er fyldt helt op. Heldigvis på en god måde. Vi er stadig i processen med at finde ud af hvem jeg egentlig er, hvad der jeg har været igennem, og hvad skal der til for at jeg kan føle mig mere “fri” fra min fortids dæmoner. Det går mere og mere op for mig at jeg slet ikke – ihverfald ikke længere – identificere mig med min barndom. Jeg omtaler den ret skødesløst og underligt henkastet.. Nærmest som om at det bare lige er noget jeg skal fortælle om mig selv, og så går vi så hurtigt videre til “Suppe, Steg &…

Aaaaah den “kære” angst. Jeg har ikke haft angsten inde på livet i flere år. Jeg har haft det godt, og tingene flød sådan nogenlunde i min retning, så har ikke været præget af angst. Der er ellers sket rigeligt der kunne trigge det, men hverken Simons cancerforløb, renovering af huset og alle de andre latterlige ting i mit liv har kunne trigge det. Selvfølgelig har elefanten på brystkassen, fra tid til anden lige plantet foden tungt ned, men slet ikke så jeg skulle rette mig ind – om man vil. For mig er elefanten dét der sætter sig tungt på min bryst og giver mig følelsen af at jeg ikke kan trække vejret ned i maven. Tænker der en vis…

Der var engang hvor jeg aldrig havde troet at jeg ville have styrken til at forligne mig med mit traume fra min barndom. At det var et slags “lost cause” at begive mig ud i, at heale mig selv – med eller uden hjælp. Modsættelsen fra andre OG mig selv, var så enorm at det virkede uoverskueligt. Des mere jeg havde dén overbevisning, des værre fik jeg det. Mere end 30 års “gemmeleg” med hvad jeg havde været udsat for, og modstanden fra mine nære, var ved at æde mig op. Hver en celle i min krop nærmest skreg. Jeg følte mig frygtelig syg, men brugte mange år på at lade min bipolære lidelse få skylden. Der var MANGE der…