Sygdom defineres af læger. Psykiske lidelser af psykologer og psykiatere. Men hvad med alle dem der ikke nødvendigvis er syge??? – omend deres adfærd burde diagnostiseres… Jeg har gennem mit forløb ved psykiatrien, CSM og intens terapi i det der minder om en livstid, fået “bekræftet” at det med 99,9% sikkerhed er traume i opvæksten der har “udløst” min bipolære lidelse, angst, ocd og som senfølge PTSD. Det er selvfølgelig ikke noget der vides med 100% sikkerhed – jeg forholder mig dog til hvad “de lærde” fortæller mig. Hele mit liv har jeg fra mine allernærmeste skulle høre på at min adfærd var/er belastende, pinlig, trættende, grov, for meget, krævende, ulidelig… osv osv – klassikeren er; “Kan du ikke bare”!!…

Jeg har nu været til to samtaler ved CSM i Aarhus. (Center for seksuelt misbrugte). 2 x halvanden time, og på trods at jeg i aller højeste grad har haft hundredevis af psykolog/psykiater-samtaler, er det hér uden samligning det sværeste, hårdeste og psykisk nedbrydende jeg NOGENSINDE har prøvet!! Det er ikke som “almindelige” terapisamtaler, for her er de specialiceret i det jeg har gået med i plus/minus 40 år. Jeg har været næsten under forhør, omend det var trygt, og fik MANGE spørgsmål med hjem i form af et skema. Jeg har som sådan aldrig lagt skjul på hvad jeg har været udsat for – jeg har bare aldrig gjort noget ved det. Før nu…. Siden samtale nr. 2 igår…

De fleste vil jo nok mene at man aldrig holder op med at være mor – uanset hvilken alder ens børn har. Jeg vinder på ingen måde nogle priser for mine evner som mor, om det er social arv ved jeg ikke, men mine forældre vandt heller ikke noge priser. Overhovedet!! Selvom jeg var langt op i 30´erne kunne jeg stadig få en følelse af at; “Nu vil jeg bare gerne ha´ min mor” var det jo ikke det samme som da jeg var barn. Nu hvor hun ikke er her mere kan jeg sagtens få den selvsamme følelse. Mine børn er voksne og min datter er selv mor. Min søn venter nok nogle år hvis jeg kender ham ret….

Ingen ville være hér uden beslutninger og bevidste handlinger der formede vores liv i en bestemt retning. Visse ting er vi selvfølgelig ikke herre over. De beslutninger jeg har taget de seneste år har vist sig at være de helt rigtige, og med frygt for at lyde overfladisk indrømmer jeg gerne at det har været befriende at slippe for mennesker, jeg idag ser på med et arrogant elevator-blik. Jeg går ALDRIG mere tilbage til mennesker der ikke bringer noget godt til bordet. Det kan godt være at de tror anderledes, og det må de da gerne men det kommer altså ikke til at ske. Hverken nu eller nogensinde – og NEJ, der kommer heller ikke “offentlige undskyldninger”. (Vidste ikke om…

Jeg er her stadig…. men har ikke været “aktiv” rigtig længe. Det er ikke fordi jeg ikke har det godt, eller fordi jeg har det “for godt”, jeg har bare haft brug for at være passiv og reflektere. Der er sket meget som jeg havde brug for at tage ind på min måde. “Min måde” er et eller andet sted noget nyt. Før i tiden tyede jeg til bloggen hver gang jeg fik en nedgroet negl, men det her har krævet at jeg kiggede indad og mærkede grundigt efter. Her kunne jeg ikke bare glide overfladisk henover det. Jeg har været svøbt i lykke og ro – men også i sorg og reflektion. Lykkerusen i form af mit barnebarn –…