i 2015 fik jeg min førtidspension. Jo jo, jeg fik den til dels pga min bipolære lidelse, men det var i aller højeste grad også et plaster på såret, fra statens side, efter mit ret fatale møde med psykiater Arne Mejlhede. Han er gud ske lov blevet frataget sin bestalling efter fejlbehandling af mere end 2000 patienter. (INGEN har fået erstatning iøvrigt). Det har jeg tidligere lavet et blogoplæg om… Det kostede mig MANGE ugers indlæggelse over flere gange, pga fejlmedicinering og medicinforgiftning. Får helt kuldegysninger over hvor syg jeg var. Jeg måtte droppe min daværende uddannelse, og fik varige mén bla i form af hukommelsen der svigter voldsomt, angst og lign – og det er så dér min førtidspension kom…

Fortiden kan være frygtelig, grim og sorgfyldt – men er det sted i mit liv hvor jeg er taknemlig for min fortid. Det er jo den der har fået mig til hvor jeg er idag. Jeg kan sagtens kigge tilbage på mit liv og tænke; “Det dér havde jeg nær ikke overlevet” – “Det dér var det værste jeg nogensinde har oplevet” – “Det dér vil jeg aldrig ønske for min værste fjende” osv osv… Men fortiden kan vi som sagt ikke være foruden, på godt og ondt – fordi det har været med til at skabe fremtiden. Det jeg har oplevet på snart 48 år, er noget de færreste har oplevet og er kommet helskindet ud på den anden…

Er det fordi mennesker generelt er behagesyge, at de ikke siger fra når der er noget de ikke vil finde sig i, eller har lyst til?? Den “gamle” Christina smed en atombombe hvis nogen krydsede hendes/mine personlige grænser. Jeg er blevet så meget bedre til ikke at få den der eksplosive reaktion der kun giver flere issues. Men det har så også påvirket at jeg er blevet en spade til faktisk at sige fra. Men det er der mange mennesker der har – og hvorfor har vi det?? Hvorfor er det at man ikke siger fra i god tid?? Får sagt på en pæn men bestemt måde, at der er bare er ting man ikke vil finde sig i, og…