Nu skulle man jo tro, at når man mister begge sine forældre inden for 66 dage, så ville savnet være enormt. Det var det også – men chokket var endnu større. Min mor gik bort meget pludseligt og inden vi nogensinde nåede at trække vejret helt ned i maven, gik min far bort – også meget pludseligt. Men for os søskende gav det på underlig vis mening – …da vi lige havde sundet os lidt. Selvfølgelig skulle de da være sammen. Far skulle selvfølgelig være sammen med mor og ikke sidde alene tilbage. Da chokket havde lagt sig, og sorgen kom lidt på afstand måtte en hverdag igang uden dem – og deres evne til at samle familien. Det var…

Når man har været udsat for et traume, der i al fremtid vil påvirke ens psyke, følger der 99,9% af tiden, en form for skam med. Man skammer sig over det man har været udsat for, og man fortæller ingen om det. Eller… ihvertfald fortæller man kun meget få om det, og oftest alt alt for sent. Èn ting er at man skal sloges med at ens psyke er påvirket af traume, og at mange ikke vil tro på én – men skammen er den værste. Skammen får én til at tvivle på sig selv… “Var det min egen skyld”?? – Nej, det er det ALDRIG!! Selvom jeg fik en erkendelse og “tilståelse” for mange år siden – både til mig…

Venskaber af den “rigtige” slags, bliver ofte mere en form for familie. Man ser og snakker ofte mere med dem, end ens egen familie. Det er der intet unormalt i. Der er stor forskel på venner og bekendte – selvsagt, og jeg er kommet frem til at visse bekendte, skal “ud” på sammen måde som jeg har ryddet ud i vennekredsen. Det startede egentlig med en veninde, der lidt for ofte havde en livsstil, jeg slet ikke kunne identificerer mig med. Enorm udskiftning af mænd. Masser af stoffer og vilde eskapader, der måske havde været meget sjove for 20 år siden. Jeg kunne ikke være i det, og trak mig. Dernæst “røg” veninden gennem 20+ år – den gjorde sgu…

Jeg gør aldrig noget halvt. Det er enten eller.. men jeg glemmer gang på gang…. på gang, at jeg ikke kan holde til det! Jeg fortæller mig selv HVER gang jeg starter på et “projekt” at NU skal det gøres i den rigtige fart! BOOM, og jeg blæser der ud af med 180 kmt. Mine pisse seje børn er hard core træningsfanatikere, og begge ved fuldstændig hvad de laver! Jeg har ingen bekymringer haft i at ligge mine mål, om at leve sundere i deres hænder og rådgivning. Men – ja, der er et men – når jeg samtidig har gang i 10.000 andre ting, bliver jeg nemt overvældet og mister modet. Jeg er midt i mit forløb ved CSM,…