Jeg er nu startet op på min terapi-ridning. Idag var 2. gang… og bare WAUW!!
Jeg anede VITTERLIGT
Se næste indlæg >
Ondt før det bliver godt
Christina Winther
Det skete VITTERLIGT fra den ene time til den anden! Eller – ting skete én aften, og jeg vågnede næste morgen med en underlige og ret ukendt følelse!
“Satme nej, nu stopper festen”.
En følelse der ikke har været der før. Tanken har været der, men jeg har ikke evnet at følge den til dørs, fordi der var en frygt der stod i vejen. Jeg turde simpelthen ikke sige “stop!! – hertil og ikke længere”.
Jeg havde/har en rolle, og den rolle vinder jeg altså ikke en Oscar for. Det er erkendt 1 mill. gange.. For nærmest at gøre det godt igen, følte jeg at så var jeg nødt til at overtræde mine egne grænser. Gang på gang. Ikke sige fra – dels også fordi, at sagde jeg fra, ville helvede åbne sig under mig! Shit en masse drama, “krav” og “restriktioner” jeg ville kommer under..
Du skal aldrig…!! Du må ikke… Du har ikke fortjent… Du gør alt forkert!!
Jeg turde simpelhen ikke sige fra, af frygt for repressalierne. Jeg havde nærmest et fuldtidsjob som bestod af at, sørge for ikke få sagt/gjort noget forkert. Jeg turde ikke være FOR uenig. Alle ord og meninger røg på en “er det, det værd”-vægtskål før jeg udtrykte dem. Siger jeg dit, får jeg røven på komedie – siger jeg dat, for jeg mit livs røvtur. Rendte rundt som en hovedløs høne der ofte bare tog imod. “Det var jo fortjent – ikk’?”..
Så jeg vågner en morgen, efter en begivenhed aftenen gør. Begivenheden er egentlig ligegyldig, men det var for mig dråben.. Im done!!
Du må godt syntes at jeg er en kost, idiot, kælling eller hvad du nu end vil kalde mig. Be my guest!! Du må godt være enig med mig, mine holdninger og handlinger. Du må godt påpege alle mine fejl og mangler. Du må godt fortælle mig at du “brækker dig” over en evt handling.
Ret længe gik jeg faktisk og troede på dig – at jeg var SÅÅ forfærdelig! Jeg kunne feks mandag, redde din røv for hårdt pga ét af dine dårlige valg, og torsdag var jeg en “fucking idiot” der på ingen måde fortjente respekt. Voldsomme mixed signals, jeg gang på gang bare slog hen..
Tilbage til den morgen!! Den åbenlyse manglende respekt nåede min personlige grænse!! Niks. Slut. ikke mere. Den blev SÅ åbenlys at det var direkte ydmygende! I andres påhør.. i mit eget hjem. Voldsomt ydmygende…
“Jeg har brug for hjælp – men andre får altså lige omsorgen og takken” – selvfølgelig FEDTET til på de sociale medier.. Så stod jeg småbitter tilbage – okay, MEGET bitter tilbage, og kunne ikke se ét eneste sted hvor JEG blev takket! Ikke engang når jeg for 1000. gang i træk , overtrådte mine egne grænser eller på bekostning af mig selv, min økonomi, min personlige holdninger skreg til himlen.
Jeg forlanger egentlig kun én ting. Hav dog i det mindste bare LIDT respekt for mig og min person – og mine handlinger.. og vis mig dem, på den ene eller anden måde.
Jeg er SÅ DONE, at jeg HVER DAG skal stå foran spejlet, se på mig selv, og nærmest “messe”: “Det er det rigtige at gøre, det er det rigtige at gøre, det er det rigtige at gøre”..
Der er dage hvor jeg er et splitsekund fra at gå tilbage til de gamle “vaner” og bare makke ret – men jeg har ikke mere at give af – hvis jeg ikke MÆRKER den omtalte respekt. – og jeg VED at jeg at jeg aldrig får den!
Pt er det en grim affære. Men jeg TROR PÅ at at jeg en dag finder fred i det.. Det er jeg nødt til.
.