A good cry

Jeg er nu startet op på min terapi-ridning. Idag var 2. gang… og bare WAUW!!

Jeg anede VITTERLIGT ikke at det kunne bringe reaktioner op på den måde – fordi det jo af logiske årsager, altså ikke er første gang jeg har siddet på hest. Har redet i mere end 40 år – men jeg har ikke tidligere brugt det udelukkende som terapi. (Selvom ridning nærmest er terapi i sig selv).

Jeg rider på nok den lækreste lille islænder; Kalle.. Det mest godmodige, tålmodige og med dejligste sind. “Match made in heaven” ♥️ Jeg føler mig SÅ velkommen i stalden. Samtaler, tempoet og atmosfæren er heeeelt nede i niveau.

Idag tog vi på en længere tur, og jeg kunne mærke at jeg slappede mere og mere af. Jeg har ikke redet “små” heste i en menneskealder, så skal lige smide “store heste vanerne” fra mig. Vi traver lidt, snakker on/off og bare nyder turen.

Så blev jeg spurgt; “Frisk på en god galop”? – og dét siger man altså ikke nej til!!!
Alle der har redet, kender “den der” helt perfekte fri galop.. God fart under kontrol, men alligevel lidt af et rush. DET!! VAR!! FANTASTISK!!

Midt under galoppen skete det!! Jeg kunne mærke min krop – i sådan en grad at jeg brød ud i gråd. Eller – jeg blev rørt.. Blev helt forskrækket, fordi det kom så spontant!! Men jeg får samlet mig sammen, og vi rider tilbage til stalden.

Jeg ringede til Simon på vej hjem, for at fortælle om turen og dét at jeg blev SÅ glad – og rørt!! Jeg mærker det igen under samtalen, og ender med at STOR-tude af glæde over dén følelse!!

– Simon blev sgu også helt rørt!! Tudeprinsesser x 2…

Jeg er SÅ taknemlig for at have fået muligheden for at bruge ridning som terapi, i forsøget på at bedre kunne mærke min krop i forløbet ved CSM! Mit hovede og min krop er “disconnected”  og ridningen skal hjælpe. – og jeg er 90% sikker på at det nok skal lykkedes.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.