Den bliver taget på rutinen

Hver tirsdag er jeg til samtale ved CSM, og hver gang går jeg derfra med et hovedet der er fyldt helt op. Heldigvis på en god måde. Vi er stadig i processen med at finde ud af hvem jeg egentlig er, hvad der jeg har været igennem, og hvad skal der til for at jeg kan føle mig mere “fri” fra min fortids dæmoner.

Det går mere og mere op for mig at jeg slet ikke – ihverfald ikke længere – identificere mig med min barndom. Jeg omtaler den ret skødesløst og underligt henkastet.. Nærmest som om at det bare lige er noget jeg skal fortælle om mig selv, og så går vi så hurtigt videre til “Suppe, Steg & Is“-agtigt!! Jeg tager den på rutinen tror jeg.

Det har været forbudt, forkert og tabu at tale om det, så jeg har lært mig selv at det taler vi ikke om i dybden, nej lad os heller tale om min bipolære lidelse. Hver gang jeg har haft en adfærd, en reaktion eller noget der omhandlede mig, min adfærd og mit velvære har jeg “tørret” den af på min sygdom. Det gjorde de fleste i min familie jo, så det gjorde jeg også, som det mest naturlige.

Altså; “Min angst kommer fra min sygdom. Min OCD kommer fra min sygdom. Mit behov for kontrol kommer fra min sygdom. Min udmattelse kommer fra min sygdom. Mit hysteri kommer fra min sygdom osv osv..” 

Nej, det gør den faktisk ikke…. Selvfølgelig spiller den en rolle, det kommer jeg ikke udenom, men det går mere og mere op for mig, at det er mine traumer der skyld i min adfærd og mit reaktionsmønster. Det er bare blevet pakket så langt væk at jeg nu konsekvent tager den på rutinen; og giver min sygdom skylden.

Jeg har igennem hele mit terapiforløb ved psykiatrien haft fokus på hvad der sker INDE I MIN HJERNE, og har også været dybt fascineret af hvad en bipolar hjerne egentlig kan. Jeg har læst ALT jeg kunne komme i nærheden af, og se alle programmer jeg kunne, om den sygdom. Jeg kender 100% til alt hvad min hjerne er i stand til og hvad den sloges med, men jeg kender ikke en dyt til hvad min krop har af traumer, og hvorfor den opfører sig som den gør. Vitterligt.. ikke en skid kender jeg til det.

Det er først nu det er gået op for mig at min hjerne simpelthen er malket for viden om bipolært pis, og jeg hele mit liv fuldstændig har overset at min krop og hjerne slet ikke arbejder sammen. Jeg husker hvad der er sket, og har skam også været ked af det over det, men jeg har A.L.D.R.I.G. gået i dybden med det – det er bare blevet pakket væk. Det er pakket så langt væk at jeg ikke evner at tale om det på en seriøs måde. Jeg danser nærmest let og elegant hen over det.

Jeg er nu i en process hvor jeg skal lære at tage det seriøst – Ja!! Jeg skal sgu lære at tage mit traume seriøst, hvor fucked up det end lyder. Jeg har, helt uden nærmest at opdage det, negligeret det, fordi alle andre gjorde det – så kunne jeg også lige så godt. Det er latterligt skræmmende at skulle se mine traumer i øjnene, med nogle helt andre briller på. Jeg skal ikke længere kigge forbi dem – jeg skal stirre dem direkte ind i øjnene….og jeg må ikke blinke!!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.