Jeg har ikke ondt af mig selv!

Hver eneste tirsdag kl. 09.45 sætter jeg mig i stolen overfor min terapeut ved CSM. HVER GANG bliver jeg blown away over hendes evner. Det er VILDT hvad hun er i stand til. Jeg har tidligere tænk at terapeuter og psykologer “blot” var uddannet til at stille de rigtige spørgsmål – men for pokker hvor hun altså bare kan det der med at stille spørgsmål.

Vi har talt ekstremt meget om at jeg har “dårlig samvittighed”.

• Det er synd for Simon at hans kone ikke kan være den bedste udgave af sig selv.
• Det er synd for min unger hvad de har stået model til.
• Det er synd for mine venner at jeg ikke kan være den ven jeg gerne vil være.
• Det er synd for mine søskende at de ikke bare kan få en “almindelig” søster.

Hele den remse sidder jeg og kommer med idag, og det er ikke første gang. Hvor synd det er for mine medmennesker at de skal stå model til mit forløb, mine traumer, min personlighed – men, hvad min fortid har gjort ved mig og hvor hæmmet MIN hverdag ofte kan være fordi jeg er så “besværgelig”.

Hun kigger idag på mig og siger; “Christina, hvor er det bare hjerteskærende at sidde og høre dig sige, gang på gang, at det er synd for alle andre”

A´hva?????

“Er du slet ikke klar over at det faktisk også er synd for dig?? At DU også misser mange fede ting, fordi du ikke evner det. Det er ikke kun Simon, dine unger, familie og venner det her går ud over, tænker du slet ikke over at den det faktisk er allemest synd for, det er dig”??

Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige!! Synd for mig??? Jamen, jeg står jo midt i det, jeg får hjælp, jeg har vænnet mig til det..ish. Jeg tager den på rutinen.

Det bliver ikke bedre da hun siger; “Ved du ikke selv at du er et offer? At du har været udsat for en forbrydelse! Ved du ikke selv, at det her er noget du har “overlevet”??

A´hva?????

Jeg har sgu ikke overlevet noget – jeg var jo ikke ved at dø. Jeg er ikke et offer, jeg står her jo endnu, og han er aldrig straffet. Jeg står her endnu – lettere, (voldsomt), ødelagt i sjæl, sind og krop – men et offer for en forbrydelse???

Det er faktisk dér at det går op for mig at jeg ser på mig selv helt forkert. Jeg kommer ALDRIG til at se mig selv som et offer, men måske jeg burde dreje min tanker i den retning – om ikke andet for at “helbrede” mig selv.

Jeg er et offer for seksuelt misbrug. Jeg er et offer for voldsomt vold. Jeg er et offer for grooming. Jeg er et offer for dét mit sind udsætter mig for. Jeg er et offer for mit evigt SYGELIGE behov for kontrol. Jeg er et offer for min angst… Men hvorfor er det så jeg ikke ser mig selv som et offer??

Hvorfor er det jeg går mere op i hvad alt det her lort gør for dem jeg elsker, og ikke tænker på at jeg evt er den der har det værst??

Jeg vil ALLE DAGE sætte min elskede foran mig selv – men jeg glæder mig til at rykke mig selv lidt frem i køen. Er det egoisme???

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.