ØFFER

Godt og skidt..ish

Kan man godt have det helt af helvede til, men samtidig et eller andet sted have det rigtig godt??

Jeg “knokler” rent mentalt, som en hest ved CSM. Jeg er VIRKELIG på overarbejde, og det er så slemt at; dagen før jeg skal derop mister jeg modet. Lysten til at tage derop forsvinder fuldstændig fordi jeg ved, at bagefter og dagene derefter er jeg fuldstændig smadret i hovedet. Jeg tager derfra hver gang, med tanken; Hold kæft hvor er de dygtige.. Så “lander” jeg lige lidt på vej hjem i bilen, og SÅ kommer det ellers imod mig med 180 kmt når jeg kommer hjem. Samtalen, emnerne og reflektionerne.

Jeg kan som sådan sagtens fortage mig noget samme dag og have/lave aftaler, også de efterfølgende dage, men det er som om en underlig træthed får taget i mig. Det er ikke en træthed der gør at jeg vil sove – det er lidt kliché, men luften går af ballonen ret hurtigt. Jeg NYDER feks at foråret er lige om hjørnet, og jeg kan tulle rundt i haven. I øjeblikket er er det bare ikke ret lang tid af gangen. Jeg mister fuldstændig alle former for energi, og må sætte mig – og vitterligt bare sidde og stirre ud i luften.. Jeg zoomer ud, om man vil, og det er faktisk også vildt hårdt for jeg kan jo ikke sidde og stene hele dagen. Jeg skal bruge mange kræfter på at rejse mig og komme igang igen. Der er dage hvor jeg som altid, går de lange ture med kæmpehunden, men jeg er VELSIGNET med en knægt på 15, der troligt kommer og tager de lange aftenture med kæmpehunden. Der er en STOR kærlighed at spore imellem de to iøvrigt – så det er ren win/win.

Det er lige før jeg hellere ville foretrække at kunne sove det væk, men det evner jeg ikke. Søvn kommer ikke til mig naturligt, og det har det ikke gjort i mange år. Uden sovemedicin, får jeg ingen søvn… Har prøvet over en længere periode at blive fri for sovemedicin, men så får jeg kun 2-3 timers alt for let søvn i døgnet, og det duer heller ikke når jeg skal bruge så mange kræfter på sindet. Det er en ond ond cirkel at komme ind i. Forsøgte igen i nat at få søvn uden en for stor dosis sovemedicin, hvilket blot resulterede i at jeg lå med øjne som rundetårn til kl 02:30 – og til sidst måtte tage de skide piller.

Men når ovenstående så er sagt, så har jeg det også godt. Jeg kan have dage med overskud, og får en masse for hånden. Er social og laver aftaler. Jeg har sågar haft overskuddet til at sige fra overfor en person og sige; Nu gider jeg faktisk ikke høre mere på dit brok – I´m out! Dét havde jeg ikke haft overskud til for blot 4 måneder siden. Så havde jeg bare ædt den. Det har 100% også noget at sige at dagene bliver lysere, mere solrige og jeg kan være mere udenfor. Jeg er ubetinget et “ude-menneske”. Jeg skal skal skal have sol, lys, vind i garnet og møgbeskidte negle af at grave rundt ude i haven. – også selvom jeg seriøst ikke aner hvad jeg egentlig laver i den have. Jeg kan slå planter ihjel, der burde være umulige at slå ihjel.

Jeg vil ikke sige at jeg som sådan lider af vinterdepression – ihverfald ikke mere end andre. – og det er et eller andet sted logisk nok at sindet bliver lidt lysere når solen står højere på himlen. Men det er som om at jeg ikke rigtig kan ryste “øv-dagene” mig. Det plejer ikke at være så slemt som det er tiden. Tag ikke fejl, jeg er glad, smilende og grinene, men jeg bærer rundt på en mental træthed.

Faktisk har jeg bedt lægen om et helbredstjek. Der har længe skulle INTET til førend jeg skrantede. Ikke influenza – slet ikke. Men små-forkølelse, små-sløj og så den latterlige træthed. Jeg har været inde til 1 mill. blodprøver og i morgen skal jeg under en videokonference have svar, og en dialog omkring mit generelle helbred. Dertil skal der findes en løsning på sovemedicinen – er der et alternativ?? Jeg er ENDELIG medicinfri, og får intet andet end sovemedicin, og det gad jeg altså også ud af. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om at jeg er ved at blive afhængig af dem, hvilket jeg også var blevet advaret imod. (Jeg er ikke afhængig af dem som var det stoffer – jeg sover bare ikke uden).

Jeg har det godt…men jeg har det også af helvede til!!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ØFFER