Man må godt være stolt af sig selv

Når jeg kigger tilbage på hvor jeg var for ca. 6 år siden, til hvor jeg er nu – bliver jeg sgu lidt stolt af mig selv. Specielt de sidste plus/minus 6 måneder har givet en helt fantastisk ro og et overskud.

Men det har holdt hårdt, og jeg havde tidspunker hvor jeg ikke troede jeg kunne komme ud på den anden side, og tidspunkter hvor situationer fik en grim side frem i mig. Det er slet ikke – overhovedet – udelukkende andres skyld at jeg har opført mig grimt. Der skal altid to til at danse en tango!!! Jeg påtager mig 100% mit ansvar!!

Det har været modbydeligt at komme til erkendelsen af at der var mennesker jeg ikke mere kunne have i mit liv, og der var andre jeg måtte tage en pause fra. – og de måtte have en pause fra mig!! Jeg har grædt salte tårer, ligget søvnløs og raset i ét væk – men nu hvor der er en ro, kan jeg trække vejret lidt mere frit, og kan hvile i at det hele nok skal ordne sig. Det bliver ikke nu, eller i det hele taget i dette år… men det skal nok løse sig.

Jeg har drømt om i evigheder at blive så medicinfri som muligt, fordi det har været så hårdt for min krop med al den medicin. En knude i halsen pga ødelagt stofskifte, levertal der ikke så for gode ud og et en voldsom vægtøgning. Ligenu har jeg for mange hvide blodlegemer som de kigger nærmere på. Det har vitterligt taget de 6 år at stille og roligt finde den rette medicin, og mængden. Jeg har endelig – halleluja – fået en psykiater der vitterligt lytter og har en uforbeholden interesse i hvordan jeg har det. Det har været ALTafgørende at få ham. (Tak til Sune på Aalborg psyk hvis du læser med ;)!!! Jeg føler endelig at vi er ved at nå det mål jeg har ønsket rent medicinsk, og det betyder også at jeg psykisk har et overskud.

Jeg er opstartet på Dex-amfetamin, (må finde et andet navn for det, er ikke vild med navnet), og tror vitterligt på at jeg har fundet mirakelkuren til at give mig en ro i hovedet. Det er dét, der har været sværest gennem årene, og dermed har det også påvirket min søvn – tænk hvis jeg kunne stoppe med sovemedicin og “bare” få stemningsstabiliserende i de mørke tider – om man vil.

Jeg havde sat mig for at jeg i 2019 VILLE leve sundere og tabe mig – på 3 uger har jeg smidt 5 kg. Jeg fjernede al sukker, spiste sundt og har trænet – og har faktisk ikke trænet ret meget, men det har givet pote. Jeg er SÅ stolt af mig selv, og kan mærke hvor godt det også er til min psyke at jeg smider de kilo. Målet er 10 kg… og når det mål er nået kan jeg føle efter om jeg vil tabe endnu mere. Jeg vil ikke sætte for store mål, fordi jeg vil ikke føle at det er for uopnåeligt. Hellere få succes med mindre mål, end måtte erklære sig “fallit” med gigantiske mål.

De veninder jeg har i min lille kreds kan jeg ikke leve uden, og jeg er vild med at kunne have venskaber der giver mig noget tilbage. Jeg behøver ikke betvivle deres troværdighed eller loyalitet og det giver en helt enorm ro. Jeg har overskuddet til det, når de har brug for en skulder, og jeg vil aldrig betvivle hvor deres skulder er hvis jeg har brug for det.

Jeg føler at jeg gentager mig selv lidt – men jeg har SÅ meget ro omkring mig at jeg næsten ikke ved hvad jeg skal stille op med det… hvor åndssvagt det end lyder. Fuldstændig ligesom alle andre kan jeg da have dårlige dage, og være træt og have brug for at trække mig lidt – men overordnet set, så har jeg det rigtig rigtig godt.