Har jeg det for godt??

Kan man godt have det FOR godt??? Jeg har været medicinfri det meste af året. (Igen – jeg får stadig sovemedicin)! Men, jeg er 100% fri for medicin der skal behandle min Bipolære lidelse. Jeg har det super godt. Hen over sommeren har jeg haft en del hypomanier, men ikke noget jeg selv føler jeg ikke kan holde “nede” – om ikke andet så er huset fandeme rent!!

Den kommune jeg bor i, varsler “nedskæringer”. De rasler med bøtten, og de der ikke har desperat brug for socialpsykiatrien, og ikke kan tale for hvorfor de skal blive dér, risikere at ryge på røv og albuer ud af den hjælp/terapi de har fået.

Jeg var ALDRIG kommet så langt som jeg er nu, hvis ikke det var for den hjælp jeg får fra min terapeut, der arbejder ved socialpsykiatrien. (Good old Frankie)! Jeg føler ikke længere at jeg risikere indlæggelser og/eller heftig medicinering, og det er dels fordi jeg har Frankie “i baglommen”.

Men hvad nu hvis jeg ikke bliver ved med at have det så godt??? Det er jo dét der er hele problemstillingen med psykiske lidelser der er kroniske. De defineres jo altså som kroniske af en grund. Jo jo, jeg har det fint nu, men jeg ved jo altså ikke hvornår min hjerne slår krøller på sig selv og jeg dykker snuden dybt ned i et sort hul, eller stikker snuden så højt at det går direkte ind i en mani jeg ikke selv kan administrere. Min terapeut og psykiatrien er min sutteklud, om man vil. Det er dem der giver mig en ro i at hvis det går den ene eller anden vej, så har jeg dem – og via mine samtaler forhindres jeg i at det når så vidt at jeg selv mister kontrollen.

Hvis jeg mister min terapeut, mister jeg det der gør at jeg har det så godt. Jeg er HELT med på at jeg ikke er den eneste der har brug for en terapeut, og er også helt med på at det ikke er helt billigt for kommunen at holde mig, og andre, kørende med terapi.

Danmark er verdens gladeste folk, og vi lever i en velfærdsstat.

Vi er SNOTforkælet herhjemme ift til mange andre lande hvor psykiske syge ofte efterlades til at sejle deres egen sø. Men vender man den om, så risikere kommunerne at alle de mennesker der sluses ud for at stå på egne ben, de ender med indlæggelser – og i allerværste ende med en øget risiko for selvmord. Indlæggelser er endnu dyrere end samtaler, og 9 ud af 10 gange forlænges forløbet med flere år.

Jeg går seriøst og er bange for at jeg er for rask!! Mister jeg min vanvittigt vigtige hjælp?? Risikerer jeg at stå uden den terapi jeg er så dybt afhængig af?? Kan jeg ende med at stå uden den støtte?? Hvad sker der så hvis jeg igen bliver syg??

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.