Angst; din møgkælling

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Aaaaah den “kære” angst. Jeg har ikke haft angsten inde på livet i flere år. Jeg har haft det godt, og tingene flød sådan nogenlunde i min retning, så har ikke været præget af angst.

Der er ellers sket rigeligt der kunne trigge det, men hverken Simons cancerforløb, renovering af huset og alle de andre latterlige ting i mit liv har kunne trigge det. Selvfølgelig har elefanten på brystkassen, fra tid til anden lige plantet foden tungt ned, men slet ikke så jeg skulle rette mig ind – om man vil. For mig er elefanten dét der sætter sig tungt på min bryst og giver mig følelsen af at jeg ikke kan trække vejret ned i maven.

Tænker der en vis sammenhæng i at jeg er startet ved det individuelle forløb ved CSM.

Men noget andet har også trigget det…

Landsforeningen SPOR bad om lov til at udgive et mine oplæg, både på deres facebook og i deres nyhedsbrev til deres medlemmer. Selvfølgelig må de det.. (Oplægget hedder: Skammen er det forkerte sted, og bliver delt ud pr. 1 sep mens kan også findes her: http://indeiminhjerne.bloggersdelight.dk/2021/06/29/skammen-er-det-forkerte-sted/).

Det er en underlig følelse, fordi jeg på en måde er lidt stolt over at noget jeg har skrevet herinde, bliver delt ud på den måde. Det er til alle de mennesker der selv sloges med traumer fra sexuelt misbrug. Men det er også lidt, (meget) grænseoverskridende.

Når jeg laver et oplæg på min blog tænker jeg slet ikke over hvem der læser det, jeg går slet ikke op i det fordi jeg kun skriver for min egen skyld – så at få den form for ære (?) trigger mig lidt. Det er jo et enormt sårbart emne, der iøvrigt er alt for lidt fokus på. Jeg føler lidt at jeg skal til en eksamen. Hvor mange læser den?? Får de noget ud af den?? Hjælper den andre?? Hvad syntes de om det??

Men kan jeg hjælpe med at skabe fokus på lige dét emne, så æder jeg sgu gerne trykket på brystkassen. For der ER for lidt fokus på det emne. Den permanente skade mange mennesker går rundt med efter sexuelt misbrug er massiv, og jeg er ikke den eneste der har kæmpet med det i mere end 30 år. Systemet svigter i form at manglende hjælp, ventetider og en alt alt for slap straf som dels også er præget af forældelse.

Det er LATTERLIGT angstprovokerende – but it’s for a good cause – og håber det bliver godt modtaget.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.