Selv-isolering..

I coronatiden har alle vist på et eller andet tidspunkt været i kontakt med den lortevirus, og været omkring folk der selv-isolerer sig. Jeg har heldigvis ikke haft det inde på livet, og kun hørt om nogen har fået det, eller har været i kontakt med det. Jeg har iøvrigt fået begge vacciner – det har hele familien.

Men det er altså ikke den slags isolering jeg taler om.

Jeg er normalt et ret socialt menneske, men er også lidt egoistisk omkring det. Jeg er social når det passer mig, og ikke når det passer andre bedst. Kan lave aftaler, og så aflyse fordi jeg fortryder og slet ikke kan være i det. (Pisse uhøfligt iøvrigt).

Det kommer i perioder, hvor meget jeg er sammen med andre mennesker – og jeg skelner altså ikke imellem om det er nære venner og familie, eller naboen.

I øjeblikket er jeg lidt on/off i forhold til at være sammen med andre mennesker. Vil egentlig helst bare kunne være mig selv, og de få mennesker jeg så ses med, de “går ikke i dybden”-agtig. Jeg kan slet ikke engagerer mig, og er lidt bange for om jeg kommer til at virke overfladisk. Jeg har de dejligste mennesker i mit liv – virkelig. Jeg har mennesker til hvert et behov jeg end måtte have – føler mig dybt priviligeret, men jeg har bare ikke så meget at give af i tiden, og syntes det er svært at kommunikere ud. – og måske er det kun mig selv der har det sådan??!!

Jeg vil egentlig helst bare være mig selv.. andre mennesker kommer hurtigt til at give mig støj, og det er jo slet ikke deres intention. Jeg er en skovl til at sige; “Idag vil jeg sgu helst bare være alene“, fordi jeg VIL jo gerne være sammen med andre mennesker. Det er sundt at være sammen med andre mennesker for helvede. Når jeg så er sammen med andre mennesker hygger jeg mig helt vildt – men bagefter er jeg fuldstændig færdig. Al overskud er forsvundet – så bagefter er jeg nærmest på overarbejde.

Jeg føler mig hverken alene eller ensom, jeg nyder bare roen INDE I MIN HJERNE… På de lange gåture med kæmpehunden, slår jeg fuldstændig hjernen fra – der er ikke én eneste tanke i mit hovede. Holder kun øje med hunden og de skridt jeg tager. Jeg mødes nogle gange med én der også har en kæmpehund, så går vi i skoven, lader vapperne om at køre hinanden træt, og så snakker vi ellers om vind og vejr. Det passer mig perfekt..

Jeg ved ikke om de mennesker der står mig nært føler sig svigtet, eller om de syntes det er træls at de ikke hører mere fra mig. I så fald ville jeg sagtens kunne forstå det – men det er svært at gøre noget ved det, fordi jeg pt har det så godt med min selv-isolering. Tror faktisk det er sundt at bare trække stikke og sige “Ses, rødder”…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.