Dårlig samvittighed

Det er latterligt mange år siden at jeg trak trolden ud af busken, og fortalte hele verden om min barndom. Det er også latterligt mange år siden at begge mine forældre stod ved hvad de gjorde, og indrømmede det for resten af familien. Det er lige så latterligt mange år siden at jeg tilgav dem – fordi det reelle stykke arbejde nu lå i at arbejde med mig selv og mine traumer, senfølger – mit sind. Deri har det hårde arbejde ligget.. og jeg er på ingen måde færdig. Jeg tror heller ikke at jeg nogensinde bliver det.

Chok-effekten i at fortælle om min barndom har jeg ikke mærket i flere år. Jeg har jo fortalt det til dem der var relevante – ihverfald for mig. Dertil har jeg fortalt det herinde. Landsforeningen SPOR deler ud af bloggen lige om lidt, og så er det i den grad spredt ud over hele fladen.

Men der er jo stadig mennesker derude der kender både mig – og mine forældre – og de ved det ikke!! – og det glemmer jeg. Så når en person der kender familien spørger ind, så fortæller jeg “bare” og glemmer lidt at det altså ikke er småting jeg bare slynger ud.

For første gang i mange år, lagde jeg svesken på disken overfor en person idag, og fortalte hvad min baggrund bestod af – og gik derfra med en enorm dårlig samvittighed. “Christina, du kan jo ikke bare fortælle den slags og bare lade dagen gå videre som ingenting”… Jeg kunne øjeblikkeligt se hvordan det ramte vedkommende, og hvordan denne blev berørt. Personen har vores familie som sådan ikke haft et forhold til, men det er stadig en person der har fulgt vores familie, og ihverfald for mit vedkommende, har der været en stor tillid. Har bare aldrig tænkt i at skulle informere vedkommende om alt tragiske der er sket i hjemmet.

Fordi jeg har været igennem så enorme mængder terapi, og fordi jeg har gået med det i så mange år, er jeg blevet lidt “kold, klam og WC-agtig” når jeg fortæller om det.

“Min mor var volds-psykopat og min far var pædofil” i hele min barndom…”Hov, forresten, vil du lige række mig smørret?! “

Men det er sådan man overlever!! Jeg har brugt SÅ mange år på at overleve, at der er en slags mekanisme indeni mig der tager over, uden at jeg overhovedet tænker over det. Det viser bare endnu engang at krop og hjerne husker hver for sig. Visse former for berøring kan min krop slet ikke tackle og går øjeblikkelig i panik, men taler jeg om det lukker hjernen ned og “lader som ingenting”.

Men jeg får vitterligt dårlig samvittighed når folk chokeres over min historie – det er ALDRIG min hensigt at forskrække og chokere, men når alt kommer til alt så er det jo vitterligt “bare” min historie jeg fortæller.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.