Vend brikkerne

Der var engang hvor jeg aldrig havde troet at jeg ville have styrken til at forligne mig med mit traume fra min barndom. At det var et slags “lost cause” at begive mig ud i, at heale mig selv – med eller uden hjælp. Modsættelsen fra andre OG mig selv, var så enorm at det virkede uoverskueligt.

Des mere jeg havde dén overbevisning, des værre fik jeg det. Mere end 30 års “gemmeleg” med hvad jeg havde været udsat for, og modstanden fra mine nære, var ved at æde mig op. Hver en celle i min krop nærmest skreg. Jeg følte mig frygtelig syg, men brugte mange år på at lade min bipolære lidelse få skylden. Der var MANGE der gav min sygdom skylden.

Min absolut første skridt var at prøve at sige det højt. Jeg endte med at nærmest skrige det ud – og jeg blev slet ikke hørt. Jeg var fuldstændig hysterisk. Alle så bare hende brøleaben der råbte for sine fulde lungers kraft. Intet jeg skreg ud gav mening, heller ikke for mig selv, fordi jeg vitterligt bare skreg det ud til alle der tilnærmelsesvis gad høre på mig.

“Jeg er blevet udsat for noget i min barndom, men jeg er sgu ikke helt sikker på hvor´n og hvorledes”…

Jeg måtte have styr på mit hovede, mine følelser og hvad det egentlig var jeg havde været igennem. Jeg vidste godt hvad der var sket, men på en eller anden måde kunne jeg ikke få enderne til at passe sammen. Mit hovede, min krop og minderne rodede rundt.

Min far har jo gjort mig ondt… men hvorfor græd jeg ved hans begravelse?? Hvorfor savnede jeg har så meget?? Min mor var en tyran… men hvorfor kunne jeg ikke komme mig over hendes død?? Hvorfor manglede jeg hende så voldsomt??

Der var 1 million billeder i mit hovede, og der var lige så mange tanker, minder og følelser – som jeg nu har brugt MANGE år på at stykke sammen. Jeg skulle på en eller anden måde have lagt mit livs puslespil, og have “ødelagt” det der lå i forvejen. Det gamle puslespil SKULLE væk, førend jeg kunne ligge et nyt.

Jeg skulle have fjernet savnet til min far som den han var, når han “bare” var far – også til min mor der vidste hvad der foregik. Jeg skulle fjerne mine dejlige minder, omend der ikke var mange. Jeg har haft gigantiske interne konflikter med mig selv, specielt efter de gik bort. Jeg skulle se forbi savnet og sorgen, og finde “råddenskaben” inde bagved, hvilket også gav en sorg. Jeg skulle se forbi at det var mine børns mormor og morfar. Jeg skulle se forbi mine søskende, at det også var deres forældre, og deres sorg og savn.

Alle de gamle brikker skulle vendes og drejes, førend jeg kunne se hvad det var for mennesker jeg havde med at gøre. De var lige pludselig ikke bare mine forældre mere – de roller skrællede jeg væk. Det var jeg nødt til for at kunne komme helt ind i det traume jeg bar rundt på.

Jeg skulle se på de brikker der viste mine søde mor, der altid fløjtede når hun lavede mad. Hende der forgudede mine børn. Hende der elskede at lytte til Laban og altid sang med. Hende der samlede hele familien til aftensmad, og havde den mest fantastiske smittende latter. Da jeg vendte hendes brikker, blev jeg tvunget til at huske hendes vanvittige vold. Hendes ydmygelser af mig. Hende der sagde jeg lød som en gris når jeg græd. Hendes slag med de lange negle. De negle der kunne nive mig latterligt dybt i overarmen, eller hagle ned over mig når jeg lå på gulvet i mine overpissede bukser, og tilsyneladene lød som en gris.

Brikkerne af min far der konsekvent var vennernes ven, og altid samlede folk i hjemmet. Ham der kunne komme hjem med en hest, en ged eller et par ski – bare fordi. Ham der altid sørgede for at INGEN manglede noget, hverken økonomisk eller på anden vis. Ham der elskede Johnny Madsen og levede højt på at han også havde besøgt vores restaurant. Det var også ham der sneg sig ind til mig for at sige “godnat“, og skubbede vores labrador ud af min seng, eller kaldte på mig når vi var alene hjemme, så jeg skulle komme op i soveværelset med tapetet der have gule striber. Soverværelset med de store skabe der var spejle på, så han kunne se fra alle vinkler. Det var ham der krammede mig bagefter og ville have jeg så skulle kalde ham “verdens bedste far”. Jeg var 7 år gammel…

Des mere jeg fik vendt de brikker, des mere styrke fik jeg, men med den styrke, fulgte også en helt enorm sorg. INGEN i min familie har negligeret hvad jeg har været igennem, alle har anerkendt – det var de næsten tvunget til i og med mine forældre har “tilstået” og indrømmet alt.. Men der er så heller ikke nogen i familien der vil tale om det. Nu er det ude, og så pakker vi det væk igen!! Mine søskende har jeg ikke set og talt med i mere end 3 år. Mine børn ved hvad der er sket, men kan heller ikke forholde sig til det. – og det skal de heller ikke.

Jeg fik styrke i at vende de åndsvage brikker, men jeg mistede ikke bare de gode minder i forløbet, jeg mistede også en del af mig selv. Der opstod pludseligt flere spørgsmål end svar. Har min adfærd gennem årene så rødder i mit traume? Er jeg bipolær pga mit traume? Er det derfor jeg har det så svært med forholdet til andre mennesker? Visse ting var åbenlyse, andre ting måtte jeg gætte mig til.

Det værste spørgsmål har været; “Hvordan ville mit liv ha´ set ud, hvis jeg ikke havde været igennem de ting i min barndom”??

Jeg føler mig nærmest frarøvet en lykke og kærlighed.. det fik styrken til at svinde ret hurtig ind. Jeg blev en ret sørgelig udgave af mig selv, og jeg forsvandt ind i selvmedlidenheden over at være bipolær. Forsvandt ind i psykiatriens medicin, terapi og det faktum at jeg er “psykisk syg”.

Igennem CSM (Center for Seksuelt Misbrugte), er jeg stille og roligt ved at finde min styrke igen. Den styrke de giver mig, styrker min styrke. Det her noget jeg SELV skal gøre.. ganske vist med hjælp fra CSM, men det her er mit lod. Jeg føler mig nogle gange “udvalgt”, fordi man skal kraftedme været bygget af noget specielt for at kunne leve med det jeg lever med. Det giver også en styrke.

Alle de mennesker der klynker over at de ikke har fået den rigtige Kähler vase fordi den var udsolgt, eller dem der ikke fik den åndssvage nissehue da der var julekalender, eller endnu værre ikke fik de stupide sneakers fra Lidl, de mennesker kan jeg få lidt en tendens til at blive tosset på. Du fik ikke de ting og det bræger du nu løs over – nu skal du bare høre; Nu skal du høre hvad det vil sige ikke at få det du gerne ville, og hvilken styrke du skal bruge for at overleve.

Min styrke er nu, at jeg et eller andet sted bare skal overleve – og det kan jeg også. Mine brikker i puslespillet vender nemlig rigtigt.