Hjælp til selvhjælp

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Jeg har været igennem mit forløb i snart 6 år. Det giver en vis portion på erfarings-kontoen, og den nyder jeg i den grad godt af. Jeg ved hvornår jeg føler det ene eller det andet, og hvad jeg skal bruge det det til og hvordan jeg skal formidle det. Det giver en ro og den har jeg haft brug for i mange år. Nu er den der – roen – og jeg nyder det mere end noget andet. Det har holdt hårdt, men det er nu det hele værd.

Dér hvor det stadig halter lidt er min evne til at over-engagerer mig i situationer og ift til andre mennesker. Jeg stille visse krav til mig selv, og så har jeg en evne til at stille samme krav til andre mennesker. “Det her er hvad jeg ville gøre – så burde du også“… Hvis andre så ikke gør hvad jeg ville gøre, bliver jeg skuffet og vred. Så hjælper det jo hverken mig selv, eller vedkommende jeg stiller eventuelle krav til. Jeg skal jo ikke gøre mig til herre over hvordan andre burde handle, jeg skal bare kigge på hvad JEG ville gøre.

Men vil det så ændre mit syn på andre og deres – i mine øjne – manglende handling??? Det håber jeg godt nok ikke, men jeg skal arbejde på at adskille hvad jeg syntes er okay, og hvad andre syntes er okay. Jeg er jo ikke andres dommer eller skal stå med løftede pegefingre. Jeg stiller høje krav til de mennesker jeg har i mit liv, nogle gange for høje krav fordi jeg bliver lidt forblændet af den tankegang jeg har. Hvis nogen jeg holder af har brug for mig, så står jeg der prompte og ubetinget – udelukkende fordi at sådan er jeg bare som menneske. Der hvor jeg fejler, det er så at jeg forventer at så gør andre også for mig. Jeg bliver SÅ træt, vred, ked af det og skuffet når det ikke sker. “Jamen, jeg har jo lige…. hvorfor gør du så ikke…”? Det er jo ikke andres problem at jeg har det sådan – det er mit!!!

Jeg ved bare ikke helt hvordan jeg holder op med at have de høje forventninger. Hvordan jeg sætter mig ud over det. Hvordan jeg bibeholder mine krav til mig selv og hvordan jeg skal slække på dem ift andre.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.