At se på en person med forskellige øjne

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Jeg har mennesker i mit liv, som jeg har kendt i det der føles som 1000 år. Jeg kan “næsten glemme” at der er personer i mit liv som jeg har kendt i 25 år, og faktisk har de en større betydning end man regner med. De er der ikke i hverdagen ala 24/7, men popper nærmest op afhængig af hvor man er i sit liv, og hvad ens behov er. Jeg ser på disse personer med øjne der lyser af tryghed, tillid, omsorg og noget genkendeligt når man har brug for det.

Den tryghed og tillid er ualmindeligt vigtig, og den har en voldsom stor effekt når man søger tryghed.

Men hvad sker der hvis man begynder at se på dem med andre øjne? Hvad sker der hvis man bliver tvunget til at se på dem med andre øjne end dem man har set med i 25 år? Man tænker ved sig selv, at man da umulig kan rokke ved tilliden, og den måde man evt har blottet sig på, mens man følte sig svag eller ked af det. “NEJ, jeg kender den person ud og ind, og intet kan ændre mit min syn på vedkommende”. Men den skinbarlige sandhed er at man kan blive tvunget til at se på dem med andre øjne.

Hvordan fanden tackler man så lige det?!
Vil det ændre på det interne forhold?
Skal man trække sig?
Skal man holde op med at indvolvere sig?
Gør det noget ved tilliden?

JA FOR HELVEDE!!!!

Man ser på det her menneske, og har evt placeret dem på en mindre piedestal, og så gør de noget der INTET har at gøre med én selv, men handlingen i sig selv ændrer alt. Hvorfor det, når nu det ikke er dig det er gået ud over?!

Jeg vil ikke reagere på det, det kommer ikke mig ved, men den viden har gjort noget ved mig og min tillid. Der er INGEN der skylder mig noget, en forklaring eller skal stå til regnskab for valg der ikke rager mig – men jeg ser pludselig med andre øjne. Det må jeg jo så tage til efterretning fremover. Men man mister jo lidt af den tryghed og tillid. Jeg vil ikke miste personer i mit liv fordi jeg ufrivilligt skal se med andre øjne. De er stadig lige vigtige for mig….meeeeeen, der er alligevel sket et eller andet!