Det er kraftedme hårdt

Det sidste lange stykke tid har jeg godt nok været ramt på følelsesfronten. Den store drøm om at være medicinfri ligger på 0 stadiet. Jeg får igen massive mængder medicin og der er planer om igen at opstarte lithium. Det var dét der forårsagede den knude jeg fik i halsen og et komplet ødelagt stofskifte. De lover dog at holde ekstra øje med endnu flere blodprøver. Føler ikke jeg har andre valg end at tage lithium!!

Jeg er fuldstændig tilbage til “square one” og hvis ikke jeg var deprimeret, så bliver jeg det da af den konstatering.

Jeg har dage hvor jeg bare sover og sover, jeg har let til tårer og energien er ikke-eksisterende. Jeg har mit bagland i form at min mand og veninder – men jeg har i dén grad mistet på familiekontien og det kan tydeligt mærkes.

Når man hele sit liv er misforstået eller er blevet “skældt ud” skulle man tro at man var vant til det og det bliver nemmere  – men det gør det altså ikke. Jeg savner ikke konflikterne eller den drama der fulgte med, men de er jo stadig familie, og jeg savner dem HVER dag!! Specielt min datter! Jeg savner hendes grin, hendes humor, hendes omsorg og vores “dig og mig”.

Dét har ramt hårdt! Jeg har nægtet, og vil fortsat nægte, at ændre på den person jeg er. Men når jeg er allermest nede kan jeg betvivle om det har været kampene værd!? Jeg har ligget i fosterstilling og grædt til jeg “hikkede” fordi det har været SÅ frustrerende. Det hjælper da at min søn er der ubetinget, men det er lidt som at mangle en arm. Det fungere uden, men man mangler den!

Jeg har jo ikke udelukkende haft konflikter med resterne af familien, vi har også haft de FEDESTE tider sammen. Grinet til vi græd. Vi har alle den sorteste humor som fik andre til at krumme tæer, og des mere vi kunne tage pis på hinanden des bedre. Ingen måtte krumme et hår på de andre, så kom andre blæsende.

Men når det virkelig gjaldt holdte det jo ikke!

Det var altsammen kun på overfladen. – og det mærker jeg specielt nu hvor jeg hænger med røven i vandskorpen rent psykisk. Det “nye” forløb har taget mig fuldstændig med bukserne nede, og Simon vil ringe på psyk mandag for at finde løsning eller skubbe det mere igang, for så sent som igår aftes frygtede jeg en indlæggelse hvis ikke der “sker et eller andet” meget snart!

Så snart jeg er “ude” kan jeg sagtens stille maskeraden op og virke overskudfyldt, men så snart jeg er hjemme falder jeg fuldstændig sammen. Heldigvis kommer jeg mere ud og får frisk luft fordi min hund altså er mere vigtig end at jeg hellere vil ligge under dynen og forsvinde.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.