Når man er villig til at gå langt

Når man hele sit liv har været omkranset af drama og konflikter, oftest selvforskyldt, så når man på et eller tidspunkt dét sted hvor man bare ikke orker mere. Som bipolær bliver man på en sær og træls måde vant til konflikter og drama. Det er som om ens hjerne har det bedst med drama og overvældende konflikter. Den styrer ofte ens adfærd og ikke altid i pæne retninger.

Jeg havde konflikter som barn, i skolen, i mine parforhold, i mine relationer til andre, på jobbet og til familien. KON-SE-KVENT! Jeg har da mødt min del af tumper gennem livet og kan ikke påtage mig skylden for alle de konflikter jeg har haft, men jeg har spillet en stor rolle i alle de konflikter der har været, og det er ikke så lidt. Hvis andre har startet konflikterne har jeg ikke holdt mig tilbage for at fodre til, så de bare blussede mere op.

Lige om lidt bliver jeg 46 år, og for helvede hvor jeg bare ikke orker mere. Jeg har fået så meget “plads” i mit liv nu at jeg har trukket mig væk fra det. MANGE års terapi og behandling har givet “pote” og jeg har nu lært at gå væk fra det – men også dér har der været en pris. Jeg måtte lære at se på andre mennesker i et andet lys.

Hvem deltog eller pustede til ilden?? Hvem fik det værste frem i mig?? Hvem kunne jeg ikke slappe af sammen med?? Hvem havde jeg konstant en form for konflikt med??

Det var nogle af de mennesker jeg elskede og “frygtede” allermest. Nogle som jeg ikke ville undvære. Men hvor langt ville jeg gå for at komme væk fra drama og konflikter?? Åbenbart ret langt…

Jeg fandt ud af at jeg i visse forhold, fik bragt det værste frem i mig selv. I de forhold var jeg konstant på jagt efter anerkendelse eller skulderklap. De var SÅ vigtige for mig at jeg uden at blinke kunne starte store konflikter for at få en anerkendelse, og jeg fik den sjældent så jeg virkelig kunne mærke den. Det var som at se et barn hige efter opmærksomhed – kunne jeg ikke få den positivt, så sked jeg på det og gik efter den negative. Jeg var ligeglad, bare jeg fik den. Det var ofte udmygende, og udelukkende min egen skyld.

Jeg ville også gerne bestemme hvordan andre skulle bekræfte mig. Eller sågar hvordan de skulle leve deres liv. Jeg var udmattet til sidst, og tvang mig selv til at stoppe op. Jeg kunne ikke blive ved med at hige og søge alt det jeg ikke kunne få uden konflikter eller drama – eller nærmeste tigge efter det. Jeg måtte tage et valg.

Enten skulle jeg fortsætte af samme spor, eller ligge mit liv om i form af hvem jeg havde i mit liv. At fortsætte var ikke en mulighed – det var jo ikke ligefrem gået skide godt indtil videre, så der måtte andre boller på suppen.

Forhold der i forvejen var ødelagte, stoppede jeg med at forsøge at reparere. Forhold jeg havde der var destruktive gik jeg fra, og forhold jeg higede efter gik jeg også fra. Jeg mistede dér – efter eget valg – mennesker der stod mig tæt. Jeg gik rundt med en sorg da jeg tog beslutningen, og heller ikke de brud foregik uden drama. Selvfølgelig blev jeg bebrejdet eller negligeret, det var forventet. Jeg var så ked af det, men samtidig kom der gradvist en ro, som jeg sugede til mig. Aaaaaah, den dejlige ro jeg bare sådan har haft brug for..

De mennesker jeg “mistede” er savnet hver dag – men det er en underlig ambivalent følelse. Det er nærmest angstprovokerende for mig at jeg evt skulle have dem ind i mit liv igen – “Hvad nu hvis det bringer konflikterne og al den drama med sig tilbage”??

Jeg er villig til at miste de mennesker bare for at få en ro omkring mig. Det er fandeme skræmmende. Men jeg nyder roen… elsker den og sejler nærmest rundt i den..

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.