Made in America

Latuda. Helt nyt fra det store USA! Prisen er latterlig. 800kr – men det betaler vi gerne, og har også sagtens råd til det. Tænker mest på dem der ikke har, for der var engang vi ikke havde – pinefuldt ikke at have råd til sin medicin.

Latuda skulle være det nye mirakelmiddel. Det tager en depression i opløbet og en mani ligeså, og bivirkningerne er små. Det er så nyt at det stadig er på forskningsstadiet og bivirkninger skal indsendes til sundhedsministeriet. Det er egentlig skabt til Skitzofreni, men det skulle også virke mod bipolar lidelse.

Jeg er uhyggeligt medicinfølsom, og derfor er der rigtig meget medicin jeg ikke tåler, og håber panisk at jeg kan tåle det her.

Jeg var til samtale på psyk igår og det var imponerende oplysende og pisse hårdt. Gældende for min bipolære lidelse følger jeg egentlig “normen” og stikker ikke specielt ud ifh til andre med samme lidelse. Ingen ko på isen dér. Men mit tankemylder og berøringsangst er ikke normen og de vil rigtig gerne have “styr på det”, fordi jeg dermed kunne mindske behovet for intens terapi og medicin. Det lyser altsammen meget godt –

men………..

De mener at mit tankemylder kommer fra min “fortid”. Når min hjerne blæser der ud af, er det en følelse af at konstant skulle være et skridt foran. Når jeg taler med nogen, møder nogen, har aftaler, skal noget med nogen – kort sagt; Konstant!!!

De mener på psyk at det er min hjerne der er gået i “overlevelsesmode”. Jeg har adskilt mig selv fra “virkeligheden” ved at slå hjernen over på high speed og leve lidt i min egen boble. Det har jeg ikke lært mig selv eller min hjerne at slå fra. Jeg skal IGEN igennem super intens terapi, dog uden at skulle alle “fortidsspøgelserne” igennem. Det hverken min ide, eller på nogen måde noget jeg tog imod med kyshånd!!

Jeg var PÅ INGEN MÅDE begejstret for deres forslag, men der er ting der fylder mere i hverdagen end godt er. Jeg har lukket ned for min fortid, orkede ikke at tale mere om det – men jeg afsluttede det aldrig. 100% mit eget valg.

Jeg er begyndt at reagere mere og mere på berøring. HADER det. Alle former for berøring!! Dét kombineret med tanke-kapgang skal der gøres noget ved – og jeg gruer for det. Jeg ved hvor hårdt det bliver, og frygter nærmest at det bliver som Pandoras boks! Selvom min terapeut har lovet at det skal gøres gelinde og nænsomt, stikker jeg i angstfyldt gråd bare ved tanken.

Shit det bliver hårdt…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.