Hva’ fa’en gør jeg så nu?

Når man i flere år har levet under en tung dyne der hedder “System Danmark” og psykiatrien er der en masse regler! Man skal bevise at man er syg. Jo jo, den er jeg med på, og beviser gerne, men at skulle forsvare det er straks en anden sag.

Jeg har i flere år skulle forklare min angst, ocd, og bipolare lidelse om og om igen, til den ene offentlige instans efter den anden. Samtaler, prøvninger, kontaktpersoner og lidt flere samtaler. Det blev nærmest en del af min hverdag at danse efter deres pibe.

(-og jeg danser altså ikke efter hvem som helst. Man er vel en dame).

Nu er det slut. Jeg har fået min førtidspension. Jeg kan gøre ting i mit tempo uden nogen der ånder mig i nakken. Jeg kan tage på ferie med min mand. Så er spørgsmålet bare; Hvordan fanden gør man det?

Hvad skal jeg nu? Vil rigtig gerne gå igang med at male igen. Har jeg ikke gjort i mange år. Ligeledes komme igang med at ride igen. Har savnet det. Helt vildt.

❤️❤️❤️

Nu noget helt andet…

Før mødet har jeg været fuldstændig ude af den. Paniks, angst, træt og ked af det. Vi anede absolut intet om forløbet af det her møde. Min datter ville hjælpe!!! (Har iøvrigt den SMUKKESTE datter). Hun skrev et brev, hun ville at de på kommunen skulle læse. Det blev ikke nødvendigt, men hendes ord vil jeg for altid bære hos mig.

“Min mor har altid været sådan en powerkvinde… en man har set op til og tænkt “hvor får hun alt den energi fra?” Der er ikke de ideer og påfund hun ikke kunne komme med. Den ene mere skør og langt ude end den anden… somme tider har jeg flovet mig over hende, fordi hun aldrig rigtig kendte til grænser. Det gjalt til forældremøder, i Føtex eller midt i gågaden. Hvis hun mente at nogen skulle have noget at vide, så skulle de nok få det. og det blev serveret på hendes måde… Uden omsvøb. man kan sammenligne hende lidt med en racerbil. Rundt og rundt og rundt… hurtigere og hurtigere… hvis ikke man kunne følge med så kunne man kraftedeme bare stå af. Det gjaldt altså desværre både venner, kolleger og familie. Det var ikke fedt. Dog savner jeg det til tider.. Jeg savner at høre min mor hæve stemmen og blive vred. Jeg savner at høre hende grine højt.. med åben mund og hovedet tilbage, sådan som jeg selv gør det. Jeg savner at være pinlig berørt over hende… jeg savner hendes fandenivoldskhed og hendes gå på mod.. Hendes “jeg kan da bare klare, hele verden” attitude. Den mangler hun… Idag skal jeg være heldig hvis jeg kan lokke hende med i Brugsen.. Det vildeste hun fortager sig, er at bevæge sig i hundeskoven. og selv dét er nogen gange for meget af det gode. Min mor er blevet menneskesky og stille. Hun er stadig skrupskør og kan drive mig og min bror fuldstændig til vandvid.. men hun er kun en skygge af den powerkvinde hun var engang”

Min elskede Maria. Jeg er måske svundet lidt ind. Men jeg er her stadig ❤️

ER HUN IKKE BARE SMUK? (PS: hendes lillebror er altså også noget af det dejligste).

Maria….aka Dulle eller Ria ❤️

….og dejlige Mikkel aka MikMak ❤️