Hvorfor er det så svært

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Vi kender dem alle!! Overskudsmennesket!!

Den person der altid kommer styrtende når andres korthus vælter. Den der lige “fikser” tingene når man slet ikke kan se mulighederne. Den der ud af til bare har styr på sit shit…

Man tænker slet ikke i de baner at de måske selv tumler med nogle ting.

Jeg er selv ekspert i at opstille et scenarie der ud til hele verdenen viser at min liv da bare er wooptidooh og totalt lyserødt med lidt glimmer og fløjl på.

“Livet er fedt. Jeg kan det hele. Jeg magter det hele. Bare kom til mig. Jeg fikser det”.

Den “type” mennesker formår ikke at bede om hjælpe forend deres eget korthus er væltet med bulder og brag. De ligger på bunden og kigger op og føler sig svigtet. – Hvor er alle de mennesker henne jeg hjalp da deres korthus væltede??

Well… de står et sted derude og skænker ikke en tanke at der måske er brug for dem. Fatter ikke at overskudsmennesket er nede og kysse asfalten – de viser det jo aldrig og beder ikke om hjælpen!

Hvordan hjælper man en person der ikke evner at vise at de kan være sårbare og have brug for hjælp?? En person der aldrig helt lukker andre ind?? En person der bruger ufattelige mange kræfter på at istedet for at sige HJÆLP, så skubber de folk væk??

Jeg vil hellere end gerne smide absolut alt hvad jeg har i hænderne for at hjælpe – blæse det halve af jordkloden rundt for at hjælpe… men…. jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op!

Skal jeg ringe?? Skrive beskeder?? Dukke op??

Jeg er spejlblank!! Når jeg selv er nede i knæ lukker jeg mig selv inde. Vil ikke tale med nogen eller se nogen. Det betyder jo ikke at andre har det lige sådan! Kan man ile til hjælp, men når man ikke aner hvad der skal hjælpes med er det lidt som at slukke en skovbrand med en hullet haveslange.

Det er langt sværere end man skulle tro at hjælpe nogen, der stiller perfektions-scenarier op og helst ikke viser sine sårbare sider…