Til døden Jer skiller..

Skilsmisse eller separation er ikke bare to personer der går fra hinanden. Det er en ens fortrolige, ens bedste ven, ens “partner in crime” og den man hviler sig op ad i blinde, som man mister.

Efter vi er kommet på plads i hvert vores hjem, og faktisk har et skide godt forhold til hinanden – og ens hverdag normaliseres, er der tid til at reflektere.

Hvad fanden skete der egentligt? Hvor gik det galt? Hvad var det vi ikke kunne finde ud af?

Der er mange der tror at de 14 års forskel i vores alder, gjorde sit indhug i vores forhold, og dér er vi altså 100% enige om at det INTET har med vores separation at gøre. På det punkt har vi kompenseret hinanden fuldstændig – Simons sjæl er 80 og min er 25 – win/win situation.

At jeg vælger at sige til Simon at jeg ikke vil mere, havde det INTET med kærlighed at gøre. Det var ikke fordi jeg ikke elskede ham mere. Det lyder måske underligt, men min kærlighed til Simon har på intet tidspunkt ændret sig. Jeg elsker Simon, og det vil jeg altid gøre – han er min bedste ven og han var den eneste der ubetinget har stået ved min side. Gennem sygdom og sorg – han har været der ubetinget.

Men hvorfor så gå fra ham??!

Jeg skylder ikke nogen en forklaring men, jeg er åbenbart nødt til at forklare mig for at undgå fordømmelse. Siden 2013 har jeg været præget af sygdom og sorg. Diagnose, behandling med 50-60 ECT behandlinger der destruerede min hukommelse, medicin der ødelagde mit udseende og mine organer, gennemhullet økonomi – fordi er fandeme kosteligt at blive syg, mine forældres sygdom og uretfærdige død. Simon veg ikke fra min side – og jeg takker ham ved at skride?! Uden pis – det er det nogle mennesker tror.. at jeg bare skrider nu hvor jeg har det bedre, og nu hvor min pension blev tilkendt. Wup-ti-fucking-doo… Selv hans familie har åbenlyst udtalt at det er det, jeg har gjort. De, og andre tror at jeg er en utaknemlig kælling, der efter flere år med opbakning bare skrider når solen begynder at skinne på mig. “Nu skider jeg regnbuer, så fuck alle andre”. Det er én af grundene til at det blev “nemt” for mig bagefter at sige; Jeg vil aldrig mere stå til ansvar for de mennesker!! Jeg gik ikke bare fra Simon, jeg gik også væk fra nogle personer omkring os, der seriøst troede den slags om mig. Når man bliver gift, så gifter man sig IND i en familie. Simon blev, specielt af mine forældre, modtaget med enorme mængder kærlighed. Der blevet troet på ham, der var en stolthed og han var ikke “bare” en svigersøn. Der var en overvældende fordomsfri kærlighed til ham fra mine forældre – noget jeg godt kunne have brugt bare en snert af fra hans side af familien. Men alle kan ikke forventes at være ens…

At nogen, tror den slags om mig er noget af det mest sårende. Ydmygende!! Det er personer der ikke har givet sig tiden til at lære mig, eller vores forhold at kende. Hvad bilder de sig ind?? Få dage efter jeg meldte ud til Simon at jeg ville separeres skulle vi til et bryllup. Vi aftalte at tage med som et par, at deres store dag ikke skulle præges af vores “nyhed”. Derfor sagde vi intet til andre end den nærmeste familie, på begge sider. Det var en fantastisk fest iøvrigt! Men aldrig før er jeg blevet behandlet med så åbenlys berøringsangst og næsten foragt, af de gæster der kendte til vores “hemmelighed”. Det var SÅ ubehageligt at skulle sidde lige overfor nogle mennesker der fuldstændig ignorerede mig. Jeg havde både pest og kolera den dag. Fik at vide bagefter, at andre havde set hvordan der blev rullet med øjnene af mig, når jeg vendte ryggen til. Så kunne det vist ikke blive mere ydmygende – det skulle da lige være da det bagefter blev benægtet.. Stå sgu da i det mindste ved det, når du bliver taget med bukserne nede.

Jeg skylder ikke nogen at forklare hvorfor vi/jeg kastede håndklædet i ringen. Når det så er sagt, så føler jeg alt for tit at jeg er nødt til at forklare mig for ikke at blive “dømt” på min beslutning. Folk kommer til mig og spørger; “Ved du, at du smider guld på gaden?” – “Hvad nu hvis Simon går ud og finder en anden?” – “Hvad nu hvis du fortryder?”. Jeg ved udemærket godt hvad jeg er gået fra, tak! Jeg ved også godt hvad konsekvenserne kan være, tak! Det her er altså ikke noget jeg har besluttet uden omtanke for konsekvensen.

Jeg har brugt 3-4 år på at være 100% afhængig af andre mennesker. 100%!!! Når jeg farede vild på vej ud for at handle, var jeg afhængig af at jeg kunne ringe til Simon der var på arbejde fordi jeg ikke kunne finde hjem. Når jeg ikke kunne huske andre mennesker, samtaler, events – alt, var jeg afhængig. Når der var møder med læger, det offentlige, indlæggelser og lign var jeg afhængig. Jeg anede ikke hvad der skete med vores økonomi – jeg kunne ikke engang finde ud af at bruge netbank, kunne ikke huske koder og hvilke regninger der hørte til hvor. Jeg talte med personer der henvendte sig, og kunne høre på dem at jeg åbenbart “kendte” dem, men i virkeligheden anede jeg ikke hvem de var. Voldsomt ubehageligt. Jeg missede SÅ meget pga sygdom, og da jeg mistede mine forældre væltede hele min – vores – verden. Jeg skal ikke koge suppe på hvor forfærdeligt det var – men nej, det var fandeme ikke for sarte sjæle og det var altså mit liv. De ting jeg ikke kan huske, de kommer ikke igen. De ting har jeg mistet.

Da jeg ENDELIG får lidt af min slidte hukommelse lidt tilbage, og får taget en vis form for kontrol over mit eget liv, og får sorgen lidt på afstand, bliver det svært for dem der har “passet på mig” at give slip. Ikke kun af frygt for at jeg skulle snuble og falde, men også af omsorg – det ved jeg godt. Jeg forsøgte panisk at finde tilbage til den person jeg var. – og jeg ville med fandens vold og magt have en vis kontrol over ting. Bare det at handle ind på egen hånd, kunne huske mine pin-koder, kunne huske personer der talte til mig – alt… og det var SÅ overvældende. Fuldstændig menneskeligt og forståeligt, var det svært for Simon at give slip på mig, og lade mig komme fri af andres omsorg. Total kliché-agtigt, men jeg var fanget i et guldbur af omsorg. Jeg kunne ikke få lov til at finde mig selv igen – og det var nærmest som en teenager der ville hjemmefra og selv lære at koge et æg. Der var mange ting jeg ville genvinde kontrollen over..

At fortælle Simon at jeg ville ud på egen hånd, var det mest angstprovokerende. Jeg var/er ikke holdt op med at elske Simon, men jeg anede simpelthen ikke længere hvem jeg var mere. En underlig form for identitetskrise kan man vel kalde det. (?) Når man har været hvor jeg har været, så er behovet for at “finde tilbage” enormt. Simon har givet mig lov til det, og vi har begge “ædt” konsekvensen af det. Vi er separeret. Vi er ikke et par. Vi bor ikke sammen. Vi lever hvert vores liv, i hvert vores hjem – men… vi elsker stadig hinanden. Jeg kan ikke forudsige fremtiden – gad jeg ellers godt kunne.

Vi har ikke en “plan” om at finde sammen igen. Vi er hver for sig, fordi det er det jeg har brug for. Hvad der sker om 6 måneder, 1 år eller 10 år kan hverken jeg, eller nogen anden forudsige. Lige nu tager jeg én eneste dag af gangen – det er dét der er bedst for mig. Er det egoistisk? – måske. Jeg har aldrig ønsket at det skulle være på bekostning af nogen, men jeg nægter at tage det på min kappe, at jeg har gjordt det fordi at; “Nu har jeg det bedre, jeg kan ikke bruge dig mere, så fuck dig”.

De personer der siger og mener netop dét, de er skåret fra – hårdhændet, og de kommer ikke ind igen. Det er personer jeg ikke har brug for. Jeg sidder hér i mine egen stue, i mit nye liv og føler mig nærmest tvunget til at forklare omverdenen det der slet ikke kommer andre ved. Jeg kunne sgu da godt ignorere dét faktum – men vi ved alle godt at det ikke er muligt for mig.. wink wink!! 😉

The record is now set straigth…

(Nedenstående er billeder af min bedste ven og jeg).