Uafhængighed

Jeg kender ikke koden til min netbank. Jeg har ikke talt med min bankdame i 4 år. Jeg aner ikke hvad jeg betaler i Skat. Jeg aner ikke hvorfra de fleste af vores regninger bliver betalt fra. Jeg husker INTET uden min kalender, der dobbelttjekkes 77 gange.

Jeg har i 4 år overladt alt til Simon. Alt!!! Fordi min hukommelse har været så ødelagt. Vi kunne have den samme samtale 3 dage i træk, fordi jeg ikke havde nogen erindring om at han faktisk havde fået skideballen dagen forinden.

Jeg valgte i Nov. 2016 at sætte mine ECT-behandlinger på “stand by”. Jeg kunne slet ikke følge med i noget som helst omkring møder med kommunen. Det er hvad det er, men jeg har glemt ting omkring mine forældres sidste tid, og bisættelserne. Blev SÅ ked af at opdage det! Det har været min største frygt.

Jeg er nu begyndt at få en nogenlunde normal hukommelse igen. Kan huske samtaler. Kan finde vej. Kan sågar følge med i en serie på Netflix. En helt ny verden har åbnet sig – og det er kraftedme skræmmende.

Jeg får daglige input der nærmest blæser mig omkuld. Er som et overstimuleret barn, der også har fået for meget sukker. Få timer ude på egen hånd og jeg går nærmest i stå. Altså som i fuldstændig. Forleden endte jeg i Lidl, og måtte ringe til Simon fordi jeg faktisk ikke anede hvad jeg lavede der, havde to indkøbssedler, og troede klokken meget mere end den var. Havde tidligere på ugen misset ugedage, og anede ikke om det var onsdag eller søndag!

Så jo jo, der er faldet en ro på..jo jo, min hukommelse er blevet bedre..jo jo jeg gør ting uden at blive holdt i hånden. – og har faktisk lært koden til min nemID. Men shit det er overvældende. Har det som om jeg skal lære ting forfra. Hold kæft hvor bliver jeg træt.

Christina, 4 år, rød stue… på vej mod de 45, og har først lige lært at finde vej til mit lægehus.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.