Fandeme underligt

Det er fandeme underligt. Simon er min bedste ven. Han har været ubetinget ved min side under sygdom og sorg – og drama. Nu er vi separeret!!! Idag kom bekræftelsen fra Statsamtet.

Det føles fandeme underligt. Vi er stadig hinandens bedste venner – og vi hjælper hinanden i processen, flytning og hvad der ellers følger med. Indtil videre, springer vi stadig statistikkerne der følger normen om “ulykkelige split-ups”. Nej, der findes ikke noget der hedder en lykkelig skilsmisse, men vi syntes selv at vi gør det ret godt.

Pt er jeg lidt længere fremme end ham ifh til flytning, men i hverdagen er vi stadig sammen om det hele. Der er ikke skyggen af skænderier eller uenigheder, og når han hjælper mig med at sætte skruer i væggen eller sætte lamper op, føles det rart – omend lidt underligt. Men hele situationen føles rigtig for os begge.

Jeg blev spurgt hvordan jeg ville tackle det hvis Simon kom om X antal måneder/år, og fortalte at han havde fået en kæreste!? Altså…hverken jeg eller Simon kan se ud i fremtiden, så det vil slet ikke spekulerer i – den dag, eller nogen andre dage. Jeg tager én dag af gangen, og vil ikke spekulere mig gul og grøn over hvad der evt sker i fremtiden, og kunne jeg se ind i fremtiden, ville jeg ignorere det. 100%…

Vi tackler det på hver vores måde, det er logisk – men så længe vi er der for hinanden så kan vi hver i sær mærke os selv og ikke gå i panik. Eller… jo, jeg er gået i panik, men det har mest været mit kontrol-gen der er gået i selvsving pga flytningen. Når jeg er på plads i lejligheden, og der kommer ro på, kan det da sagtens være at det føles tomt og underligt, men det må jeg tage derfra. Heldigvis kan jeg jo bare ringe til Simon og tale med ham… Sådan vil vi nemlig gerne gøre det <3

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.