“Det fejler jeg også”

Det sker heldigvis ikke så tit mere, men jeg hører det stadig; at folk vil vide hvad Bipolar lidelse er. Jeg ligger i reglen ud med at fortælle at det i “gamle dage” var det man kaldte Manio Depressiv.

Man ser i folks ansigter at de kender navnet, men de ved forbavsende lidt om det, hvilket er fair nok hvis de ikke kendskab til psykiske lidelser.

Så kan jeg ellers forklare mig om humørskift, manier, depression og de titusinde andre ting den sygdom tager med sig. Der er visse personer der selv har “snerten” af en psykisk lidelse, og inden man får set sig om, så fejler de gu-hjælpe-mig det samme som mig.

Guuud, sådan har jeg det også, tror sgu også at jeg er lidt bipolar…

Vi har alle en form for galskab i os, men hvis de mere almindeligt dødelige havde bare snerten af bipolar lidelse ville de slet ikke være i tvivl. Man nænner næsten ikke at tage folks begejstring fra dem og sige; “Nej du er ikke bipolar, du er bare som de fleste andre med en skæv personlighed“.

Jeg har før fortalt om hvor fantastisk en mani kan være. Det er som at være Supermand og Batman på én og samme tid. Fuldstændig uovervindelig. Men man er ikke kun lidt bipolar. Enten er man det, eller også er man ikke på trods af at der findes flere grader af sygdommen. Ofte støder jeg ind i folk der næsten kan liste op hvor meget de fejler, og hvor meget det minder om bipolar lidelse. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal stille op med den slags udtalelser. Tænk at nogen kan blive imponeret over at de har – efter egen mening – en psykisk lidelse.

Det er kraftedme  ikke for sjovt, og det er i den grad ikke noget man skal ønske sig. Hvil dog hellere i at du/i har en sjov personlighed, fremfor at du vil have et label aka diagnose plantet midt i ansigtet. En diagnose får man ikke bare efter et par samtaler ved egen læge. Nej, du skal til en udredning i psykiatrien, og den venter du ofte både hele og halve år på. Hos dem skal du gennem ulidelige samtaler, tests og medicinafprøvning – alt imens man føler at man lever i en tung boble af hjernekaos. Det vil du ikke ønske dig – trust me!!!

Har hørt latterligt mange der udtaler at de er ADHD, autist eller det der er værre – uden at være omkring psykiatrien/udredning. Føler næsten at det er en hån mod dem der kæmper sig igennem et forløb, at antage og udtale at de har en lidelse fordi de kender en med sygdommen, og at de faktisk kan se hvor meget de ligner vedkommende. “Jeg ligner SÅ meget min onkel i min adfærd“. Luk nu røven for helvede. Det er i mine øjne bare noget decideret mundlort at lukke ud. Hvordan kan man ØNSKE sig en psykisk lidelse?? Er det for at have en undskyldning for grim adfærd?????

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.