Der sidder to personer på en bar

Der sidder to fremmede mennesker overfor hinanden. De er fremmede for hinanden på trods af at de kender hinanden ret godt. Kryptisk. De har været i hinandens liv altid. Men de kender ikke hinanden i dybden. Overhovedet ikke. De drikker vin, taler om ligegyldigheder, om vejret og vinden. Det er som at følge med i nyhederne ude fra køkkenet mens tv´et kører i stuen. Man lytter bare og underholdes.

Der drikkes meget vin og de griner til de græder over latterligheder og historier. Hold kæft hvor bliver de fulde. To voksne mennesker der drikker sig teenager-stive. Det er ikke kønt, men det er kraftedme sjovt. De synger med på sange de ikke kender teksten på, og græder over minder på den grimme måde. Fulde mennesker der græder er ikke pæne. Men de fremmede har det sjovt, og det er det vigtigste.

De vil sgu i byen. De har det simpelthen så sjovt at det skal ud og fejres med alle de andre der også er fulde. De andre er nok ikke så fulde som dem, men det er skide ligemeget. Der er de her to voksne, og meget fulde mennesker, og de beslutter at ikke nok med at de vil i byen, det skal også foregå i en indkøbsvogn gennem gågaden og helt ind på et værtshus. De ænser slet ikke det pinlige og groteske i det. De møder en gammel og fælles bekendt, og de laver den klassiske fuldsmandshilsen;

“Hvaaaaaa´ fanden, der sidder jo…. det er kraftedme længe siden”…

…mens de overdrevet krammer og muligvis kommer til at savle lidt i deres iver og fuldemandsbegejstring. SÅ skal der fandeme flere sjusser på bordet, og selvfølgelig vil de to fremmede og den fælles bekendte banke søm. Hold kæft hvor de hygger sig. De folk der sidder omkring dem, sidder delvist måbende, og delvist tudene af grin over den spritstive trio.

Der sidder en lidt ældre mand på sidelinien. Han er noget kraftig af bygning, åben skjorte, begyndende ølmave og kæmmet hår. Sympatisk og en noget ældre generation. Han syntes at trioen er vildt sjove, og han blander sig lidt on/off i deres samtale. På et sjovt plan, og ikke på en træls og “gå nu væk” måde. Det er stadig skide hyggeligt.

Hvorfor det sker, og hvad handlingen kommer af, er den ene person lidt i tvivl om, men pludselig sidder den ene fremmede næsten på skødet af den ældre mand og kysser på ham. Ikke et tantekys, men meget passioneret og VÅDT kys. Den ene fremmede griner først og syntes at det der er sgu sjovt, men den anden fremmede fortsætter med det våde kys, og nu sidder den første og tænker; “Ej stop nu, nu er det ikke sjovt mere – nu er det sgu lidt klamt”.

Det ualmindeligt våde og lange kys når sin ende og den fremmede kommer tilbage i baren, hvor den fælles bekendte og den anden fremmede sidder lidt måbende og akavet smågriner. Den måbende fremmede hiver den kyssende fremmede til side og hvisker; “Det her taler vi ALDRIG om mere“.

Den aften skete der bare lidt mere end en brandert, og et vådt kys på en gammel mand – de to fremmede blev lidt mere fremmede for hinanden. Vægtskålen flyttede sig. Der blev pludselig set med andre øjne, og en respekt blev mindre. De har vitterligt ikke talt om det siden… Den episode var en del af enden på deres fremmede forhold.

Nogle gange så står man overfor et menneske man har sat på en piedestal, og den kan andre ikke rokke ved. End ikke en vådt kys på en gammel mand kan ændre på det – eller noget som helst andet for den sags skyld.

Man kan gå i mange mange år og man nærmest hungre efter at man ikke mere skal være fremmede for hinanden og at der skal være plads til to på den piedestal. Det er sygeligt og kan være noget så forfærdeligt. Man ser dem i et lys der næsten er umuligt at ændre på. Men pludseligt og ret spontant sker der et eller andet og så er det som at tænde lyset i et bælgmørkt lokale. Man blændes først og stille og roligt kan man se mere og mere.

Jeg ændrer ikke mit syn på andre mennesker uanset hvem de kysser på, der skal sgu mere til – men jeg er begyndt at se på nogle mennesker i et andet lys, og med andre øjne. Idag, efter en samtale med min terapeut tændes mit lys i det der bælgragende mørke – da han er gået sidder jeg lidt og tænker over det vi talte om – og så gik jeg direkte op og brækkede mig. Jeg er typen der kaster op hvert 10. år. Jeg HADER det, så at jeg spontant bare brækkede mig kom voldsomt bag på mig.

Jeg har forsøgt at være noget jeg ikke er i mange mange år, men jeg har også gjort andre til noget de ikke er, eller fortjener. Den måde jeg fra tid til anden er blevet behandlet på, er blevet retfærdiggjort med det jeg evt har sagt eller gjort for 10-15 år siden.

Ingen skal aldrig nogensinde mere give mig en følelse af at de er bedre end mig, eller jeg er bedre end dem for den sags skyld. Ingen har noget at lade hinanden høre for – alle har begået deres fejl. Jeg er bare kommet så langt nu at jeg ikke vil være en fremmede. Fremmede har ikke noget med hinanden at gøre – og den person er jeg ikke. Det er ikke mere mig der vil skabe en distance, det må ligge hos andre hvis de vil have den opgave.