JEG ELSKER AT KØBE BRUGT!!!
Der findes ikke noget federe end at gøre et godt køb. Købe noget for 10
Se næste indlæg >
Frankie har sgu fat i noget..
Christina Winther
Den der følelse af at ikke passe ind, og følelsen af at være forkert har fulgt mig hele mit liv. Jeg vidste godt at jeg ikke var som “normen”, men som oftest syntes jeg faktisk at det var de fleste andre mennesker der der var kedelige, ufarvede og slet ikke fattede hvad der var sjovt; Nemlig det at være anderledes og skille sig ud. Men når det blev påpeget at jeg var anderledes og jeg blev bedømt ud fra det, er jeg virkelig blevet ked af det og har brugt enorme kræfter på at få følelsen af at jeg passede ind. Jeg ville bare så gerne være lige som alle de andre.
Selvfølgelig spiller det en rolle at jeg har Bipolar lidelse, men er af den overbevisning at min “anderledeshed” også kommer af min personlighed. Jeg har altid godt kunne lide at være anderledes. Når andre sad med deres pastelfarver og blomstrede puf-ærmer, så ville jeg hellere sidde med skovmandsskjorte, synlige og provokerende tatoveringer, vilde hårfarver og fortælle folk at det ikke hedder fingre, men i stedet onanigafler. Er de dumme, så ynder jeg at påpege at jeg har haft dybe samtaler med dørkarme, der var klogere at høre på. Er de snobbede vil jeg vide om de også sidder ned og skider. Er de fordømmende vil jeg vide om ikke deres syn skal tjekkes for at være snævert.
Men på trods af at jeg havde det bedst med at skille mig ud og åbenlyst provokere, så har jeg ikke kunne ryste af mig at jeg havde det skidt med at være anderledes. Jeg ville jo i bund og grund også gerne være “brun sovs og kartofler”. Desværre fyldte behovet for at skille sig ud bare lidt mere.
Jeg har konstant været i en form for konflikt med mig selv. Når mine medmennesker syntes at nu var jeg altså lidt for meget, så kæmpede jeg indædt for at passe ind, så de ikke skulle føle at jeg var et forstyrrende element. Det er noget jeg har talt MEGET med min psykolog om, aka Frankie.
AJ LÅF FRANKIE!
Frankie er heller ikke ligefrem den typiske psykolog med brune fløjsbukser og sygekassebriller. Han voldtager sætningen; “Fuck mand”, og hans cowboystøvler/slidte jeans og lædervest er for mig bare FEDT, netop fordi han også skiller sig ud. Han er musiker og kunstner, og vore fælles passion for at skille sig ud, og hvad der er fedt giver mig en tryghed. Det faktum at han “gets me” gør ham uundværlig og tilliden er enorm. Jeg taler med ham om ALT og intet er tabu.
Jeg fortæller også om min frygt og usikkerhed i at skille sig ud – og være anderledes. Frankie forstår at sige det på en måde så jeg suger det til mig, som en tør svamp i en balje vand. Frankie har sgu fat i noget… I min verden er han sgu sgu lidt af en Dalai Lama med et twist af hippie. Jeg fucking elsker det.
Frankie siger:
“Vi lever kun dette liv, dette er det eneste vi har. Man har levet sit liv op til den nuværende og lettere sene alder, så hvorfor helvede vil man bruge de sidste år man har på at passe ind, så andre bliver glade og tilfredse?! Hvis der er nogen der vil lave om på den man er, så er det egentlig dem der har et problem – og i værste fald så må de mennesker forlade os”.
Jeg er den jeg er, og mit behov for at gøre/sige det som JEG gerne vil, bliver større og større. Jeg vil IKKE agerer på en måde så alle andre bliver glade og tilfredse – jeg vil forsøge, resten af mit liv at være tro mod mig selv. Være tro mod mit behov for at både mentalt og på udseendet ikke være bange for at skille mig ud. Jeg ved udemærket godt hvordan man opfører sig når det gælder. Jeg kan SAGTENS sidde og nikke høfligt, give et ordenligt håndtryk, tale pænt i debatter om hvorvidt fløjsbukser skal på mode igen. Men mens jeg sidder der og er så skide høflig, så vil jeg gerne se ud som jeg har lyst til.
“Hvis du bliver stødt over mine tatoveringer på hænderne, mit strittende orange hår og mine hullede jeans, så er det jo i realiteten dig der har et problem. Så er det dig der ikke kan se igennem mit udseende og få øje på den person der er inde bag ved. Hvis jeg siger FUCK i stedet for sgu, eller jeg syntes at du er lidt af en dåse når det kommer til behovet for være bedre end andre, så må du bare acceptere, at jeg ikke er ligesom dig. Vil du være mere enig med mig hvis jeg sad i et outfit der passede til en konfirmation i 80´erne – så det er igen et problem DU har”.
Lad mig være den jeg er. Både når det gælder mit udseende og det jeg føler som min ret at sige og gøre. Jeg vil med stor sikkerhed aldrig kunne stille andre tilfreds i form af hvad jeg påklæder mig eller siger – 9 ud af 10 gange bare for at provokere. Take it or fucking leave it. Se dig underholdt af mine fraser og spraglede påklædning, eller tag en beslutning; Forlad den lukkede fest.
.