Elefanter, knivsæg og Frankie

Jeg har de sidste par dage gået rundt med en følelse af at der stod en elefant på min brystkasse, og at jeg bevæger mig klodset rundt på et knivsæg og kan vælte til siden hvornår det skal være. Den ene side er et galoperende angstanfald, den anden side er lige lukt ned i et sort og dybt hul. Jeg føler ikke at jeg kan trække vejret dybt og tager mig selv i at gå og tage lange vejrtrækninger, for at nærmest fremtvinge at kunne trække vejret helt ned i maven.

Jeg har forsøgt at passe ind i kasserne som andre stiller op. De kasser andre mener er de rigtige. Jeg klippede en hæl, hakkede en tå, og fægtede med arme og ben for at passe ind i andres standard. Jeg mister i den process fuldstændig mig selv, og så virker det kraftedme ikke engang – det er en kamp jeg har tabt på forhånd.

Jeg skal tale på en bestemt måde, kun sige ting inden for andres “rimelighedsgrænser”, sidde pænt, opføre mig ordenligt, accepterer andres behov for at kontrollere mig og min person – og jeg er endt med at være SÅ stresset i den kamp, at jeg fuldstændig har mistet mig selv. Har gået rundt med begyndende angst og en konstant følelse af at være liiiige ved at tude. Det er fandeme opslidende, og har givet en følelse af at være på overarbejde 24/7…

Frankie – Good old Frankie..din gamle hippie! Frank er min wingman i alt hvad der berører mig psykisk. (Han er iøvrigt også min psykolog). Op eller ned – Frankie er med. Jeg sidder foran Frank idag, og hvortæller ham hvordan jeg har det. At jeg er tæt på at falde fra hinanden – at jeg ikke kan holde facaden oppe mere, og at jeg frygter min mentale tilstand. Han har været med hele vejen og ved som en af de få, 100% hvad der foregår både foran og bag ved kulisserne. Jeg behøver ikke bruge oceaner af tid på at forklare baggrunden for hverken det ene eller det andet – han har været med så længe at han ved hvad jeg kæmper med. Idag sagde han at nu skulle jeg trykke på den knap!!

Den knap der stopper mit behov for accept. Mit behov for at passe ind. Mit behov for at blive elsket bare for den jeg er og ikke den andre gerne så jeg var. 

Jeg kan ikke holde til at gå rundt og spille et falsk skuespil. Jeg er den jeg er, og jeg skal accepterer dét og at andre ikke skal bestemme eller kontrollere min person. Hvis det betyder at kløften mellem os bliver dybere og bredere – så må det være sådan. Andet kan jeg ikke holde til.

Jeg er medicinfri og har kun min erfaring til at bide op/nedture i røven med – det betyder at jeg hele tiden skal være opmærksom på hvordan jeg har det. Det vil jeg aldrig stoppe med hvis jeg kontinuerligt vil være uden medicin.

Jeg er nødt til at lytte til mig selv, og jeg skal fandeme høre efter hvis jeg ikke skal miste mig selv.

---

Nu til dem der kender mig LIDT bedre end en komplet fremmede…  Der er spekulationer i, fra ret mange efterhånden, om jeg holder hemmeligheder omkring mig og mit. Families venner kontakter mig, venner kontakter mig, familie tror jeg har hemmeligheder… Jeg holder sjældent noget hemmeligt omkring mit liv, (Jeg har en personlig blog for helvede), så når jeg vælger at “gå stille med dørene” er det åbenbart svært for nogen at kaperer. Så lad os nu lige sætte tingene ind på den rigtige hylde… Hvis jeg fortæller alt er det galt, gør jeg ikke er det åbenbart også galt!!

Jeg flyttede for mig selv for ca 4 mdr siden. Lod mig separerer fra Simon. Jeg tog ikke det valg fordi jeg ikke elskede Simon, men fordi jeg havde brug for at komme ud på egne ben, finde mig selv, blive selvstændig efter flere år med sygdom og dyb afhængighed af andre. Jeg er VELSIGNET fordi at jeg kunne få den mulighed – det er der satme ikke mange der har.. eller tør for den sags skyld. Jeg fik lov til at klare mig selv på min måde. NEJ, der er fusket med noget økonomi eller lign… Vi blev separeret og gik fra hinanden. Økonomisk kan man iøvrigt ikke vinde en skid ved at skulle betale husleje to steder, så nej vi har ikke gjort det for at få noget økonomisk ud af det. Come on!!! Vi elsker stadig hinanden og har fået muligheden for at finde hinanden igen – men det skal ske i VORES tempo. Jeg skylder INGEN forklaring på mit/vores kærlighedsliv. Vi har gået stille med dørene for at finde roen i det. Vi flytter sammen igen inden for de næste uger – et nyt sted. Simon arbejder på sjælland hele ugen og er kun hjemme i weekends. Så pt nyder vi at kunne gøre det her på vores måde, stille og roligt. Jeg kan åbenbart ikke gøre tingene på min måde – i fred og ro med Simon, uden at skulle forklare mig. Nu har jeg forklaret mig i det omfang JEG ønsker det!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.