Både godt og skidt

Vil igang….

Det er som om at jeg det sidste halvandet år har gået rundt i en tåge efter mine forældre gik bort. Jeg har eksisteret og er vel også kommet videre, men når jeg mærker efter, så har sorgen slet ikke sluppet mig. Min hverdag er gået videre, men har ikke være LYKKELIG og rigtig glad. Mit sind har været i en limbo, og på trods af at jeg følte at jeg var kommet ovenpå – så har jeg slet ikke været ovenpå. Sorgen var der, men jeg har ignoreret den. Jeg har bildt mig selv ind at sorgen var til at “have med at gøre”.

Men jeg er gået i stå. Jeg foretager mig INTET for at komme ud og igang. Jeg lever i en osteklokke, hvor jeg har lukket ned for en masse følelser og des mere jeg lever i den osteklokke, des mere isolere jeg mig. Jeg taler rigtig meget med min lillesøster om hvordan og hvorledes om mig og mit, og hendes syn på mig og mit. Der er snart ikke det emne vi ikke har været indenom. Jeg har brug for at sætte ting i kasser og endnu mere har jeg brug for at sætte de kasser væk, i stedet for at kasserne bare står i fylder og giver uro. Det føles som om jeg går og “venter” på et eller andet. Venter på at komme videre i mit liv, venter på at finde et indhold, venter på at finde en indre ro i min hverdag.

Jeg skal have fundet noget der optager mig. Noget jeg kan give mig i kast med, så min hverdag kan få indhold, så jeg ikke bare tåger rundt og inderst inde bare slet ikke er glad. Jeg vil igang med noget som jeg er glad for, er god til og som samtidig er tilpasset mig og mit sind. Jeg har siden jeg kunne, haft en blyant i hånden og tegnet. ALTID. Har malet malerier, udstillet og tegnet for andre. Det har aldrig været noget jeg fandt svært. Det andre sad og designede på en pc, det tegnede jeg i hånden. Jeg har ikke tegnet og malet i flere år. Jeg kan ikke finde det i mig. Den ene ting jeg ved at jeg PISSE god til, kan jeg ikke finde frem.

Men nu vil jeg altså. Min datter er også en haj til at tegne. Hun har det fra mig, og er iøvrigt meget bedre til det end mig. Hun bruger det blandt andet på at tatovere, og de fleste af mine 17.000 tatoveringer har hun lavet. Jeg har før talt om at jeg også vil igang med at tatovere. Jeg ELSKER min kunst på kroppen, og er slet ikke færdig med at få tusser på huden. Jeg har brugt ugevis på at rode på nettet efter at finde det rigtige udstyr, og bedst mulig hjælp til at starte op. Jeg ved hvordan man tegner, men jeg ved meget lidt om at tatovere. Jeg skal ikke til at lave min egen business og dekorere andre – jeg vil igang med noget som jeg er god til, og noget jeg syntes er fedt.

Nu er det rette udstyr fundet, og bunkevis af læringsudstyr er også fundet. Alt fra øvehud, cd´er med videoer, alt det skal lære mig at gøre det rigtigt til at bruger TIMER på nettet og finde eksempler på tatoveringer jeg gerne vil lave/have. Første skridt er at begynde og tegne igen – tegne så jeg bliver udfordret, og ikke de små nemme tegninger. Jeg GLÆDER mig til at komme igang, og til at bruge mine evner igen. Det er måske ikke alle der syntes at det der med at tegne/tatovere virker seriøst, men når det er noget jeg ved jeg er god til, og noget jeg elsker så er det nok for mig.

Hvis det er det der skal til for at jeg kommer ud af min “tåge”, så er jeg villig til at prøve hvad som helst. Jeg kommer mig aldrig over tabet af begge mine forældre, men jeg vil gerne videre med mit liv og mig selv. Jeg er gået i stå og føler mig bedøvet. Jeg bruger energi på ting jeg ikke kan ændre på, og på ting der er unødvendige. I realiteten har jeg brug for at få mig et liv, få noget at gå op i, få noget der kan få mig igang.

…og det skal forhåbentlig være at tatovere og tegne igen…

img_1345 img_1347 img_1348 img_1350 img_1349 img_1355  img_1357 img_1356

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Både godt og skidt