Stop nu #123456789…

“Nogle gange skal du bare holde din kæft, gå fra situationen og lade tiden hele sårene, du kan ikke gøre mere. Du har gjort hvad du kunne og magtede”. Sådan sagde min søster til mig da jeg græd salte tårer og var udmattet af frustration. Den sætning har jeg virkelig taget til mig, og er hende evigt taknemlig

Jeg er havnet i unåde 10 mill. gange pga min store fede kæft, som jeg ofte bare burde holde lukket! Well, det ved vi jo godt at, trods øvelse, så vil jeg aaaltid havne i en situation, hvor jeg BURDE holde min kæft!

Men jeg tier også. Imponerende nok! Eller ihvertfald efter bedste evne. Jeg har lyst til at skrive, ringe eller sende brevduer, og fortælle om mit enorme savn og den endeløse kærlighed der aldrig forsvinder, uanset hvad! Men det gør jeg ikke, fordi der ligenu bare skal være en ro. Fordi at det ligenu ikke ville nytte noget. Fordi jeg pt ville tale for døve øre.

Det er svært, mest fordi jeg ikke får “taletid” til at forklare de uvidende, at der altså er nogle ting der ikke er heelt rigtigt fortalt, eller ting måske er fordrejet lidt i en rasende proces. Men jeg tier.

Jeg tier fordi jeg er blevet rådet til det. Fordi det ikke – lige nu – ville gøre nogen forskel. Jeg får bare en voldsom retfærdighedsfølelse. Jeg vil fandeme også have “taletid”! Forsvare mig selv, istedet for at få et “stempel” i panden der er kommet ud fra antagelser. Jeg bliver først aldeles rasende. Så kommer frustrationen og dernæst de salte tårer, fordi jeg ikke forstår.

Det er som om stå med 100 smukke sommerfugle, og én gyselig edderkop. De smukke og farverige sommerfugle bliver glemt fordi edderkoppen var det værste. Holder sommerfuglene så op med at eksistere??! Hvorfor husker man kun det gyselige, og ikke det smukke?

Mine fejltagelser bliver husket…men hvorfor bliver det glemt hvad jeg har gjort godt? De søvnløse nætter. Henten og bringen på alle tider af døgnet. Omsorgen der kunne være endeløs. Engagementet der fyldte ALT. Opbakning; selv der hvor det måske ikke var fortjent. Hjælpen var næsten betingelsesløs. Der er set igennem fingre med de mest sindsyge events og påfund. En livlig fantasi der påvirkede mange, og sågar nogle gange var direkte underholdende. Vi grinte også nogle gange af det..bagefter! Handlinger der plettede det hvide papir. Alt er tilgivet og holdt tæt til kroppen for at det ikke skulle påvirke fremtiden. Vi har pakket ned, pakket væk, flyttet ud, flyttet hjem. Henter i den anden ende af landet, flere gange. Røven er reddet utallige gange. Listen er lang…men glemt. Måske fordi det blev set på som en selvfølge??! Værst af alt var de søvnløse nætter der var præget af sorg, frygt og bekymring!

Skal jeg så tie, eller fortælle min side af historien? Få andre til også at dele ud af deres mange historier? Det er ikke fordi der er mangel på dem der kunne fortælle – men vi holder vores store fede kæft. Fordi vi elsker ubetinget, fordi vi vil skåne, fordi vi ved det ikke vil ændre på noget.

Stop nu #123456789… Stop nu med med at pege fingre og konsekvent huske på hvad andre har gjort i situationer der var negative. Prøv at huske på hvad DU har gjort og budt andre. Den liste er satme også lang, og man har rædselsfulde mange gange følt sig “bollet i 2′ eren”. Man har fundet sig i det. Fordi man elskede ubetinget. Mange har tiet og jeg er hoppet med på den vogn. Det er ikke stilhed før storm – det er bare fordi, at nogle gange skal man bare holde kæft, gå fra situationen og lade tiden om resten . Come what may… bare husk; Selvom man forsøger at overbevise mangt og meget om noget, gør det det ikke mere sandt!