Petitesser, ligegyldigheder og dårlig opdragelse

Jeg har i dag været med til at bisætte en gammel veninde. Hun kom herfra alt for tidligt – hun var blot 1 år ældre end mig. Jeg så den knuste familie og skal blot huske 1 år tilbage, hvor jeg selv stod og græd over en kiste – hele to gange. Det er hjerteknusende at miste sine kære, og man har ikke en jordisk changse for at forberede sig. Sorgen er ubeskrivelig og man tror ikke at man nogensinde kommer ovenpå igen. At stå dér, i en fuldstændig proppet kirke hvor alle var tynget af en forfærdelig sorg, sætter ting i perspektiv.

Hverdagens skænderier, spydigheder og diskussioner er spild af tid. Vi glemmer hvor hurtigt vi kan miste hinanden. Vi glemmer at vi kan miste hinanden, uden at der fred imellem os. Der kan være forhold til andre mennesker der er præget af sten i skoen, af den ene eller anden størrelse. Man er indebrændt, vred og såret – man får ikke tingene afsluttet.Jeg har alt for mange gange mærket på egen krop, hvor hurtigt man kan miste, og hvor meget man ikke har fået sagt og gjort før det er for sent. Jeg HADER og græder over at den sidste sms jeg har sendt til min mor, der beklager jeg mig over en af mine unger. Hvorfor kunne jeg ikke have en sms hvor jeg fortæller hende hvor højt jeg elsker hende?!

Jeg er blevet overrasket over den manglende empati der kan være for andre i sorg. At de ikke sætter sig ud over petitesser, og bare er der for hinanden.  Tænk at være SÅ indebrændt, at man udviser den ligegyldighed. Det sætter ting i et lys, som jeg åbenbart skal til en bisættelse for at se. Jeg er ekspert i at bekrige, komme med spydigheder, skyde lavt og emme af arrogance. Men når folk er i sorg, så rækker man altså hånden frem – om ikke andet så for en stund. Nej, det skal ikke være sådan at fordi man mister nogen, så er alt glemt, slet ikke. Man at man har så megen skam i livet at man end ikke giver sine “tanker” og kondolere er rystende. Man spørger end ikke ind.

Jeg har ikke en tiendedel sorg, som familien til min veninde har – det kan på ingen måde sammenlignes! Men når jeg opdager at jeg mennesker nær mig, der kender til min veninde der nu er gået bort, end ikke løfter et øjebryn, så skal min omgangskreds i den grad skal revurderes.

Hvis jeg har en uenighed, af hvilken som helst art, og vedkommende mister en de har kær – så klapper jeg kaje og udtrykker min empati. Det er almindelig plí og god opdragelse.

Jeg har spildt min tid på latterligheder, petitesser og ligegyldigheder. Det er livet kraftedme for kort til. Jeg har været sur og vred – skuffet og såret. Gud FORBYDE at nogen skulle gå bort i den process. Så kunne man gå resten af sit liv med tanken om at man er blevet uenige om noget latterligt.

Man mister før end man aner det – og det man har mistet, kan man ikke få igen.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.