Jeg havde en periode hvor alt hvad jeg foretog mig, havde en relation til min bipolare lidelse. Det var det eneste jeg talte om. Det var min undskyldning for stort set alt. Jeg dyrkede det, og var ulidelig at være i nærheden af. Det var så befriende at få en forklaring på min adfærd, at det tog lidt overhånd for mig. Der var sågar en snothvalp der udtalte, da jeg ikke talte om det mere; “Hvad jeg nu skulle tale om”? Jeg har nu været i psykiatrien i ca. 6 år, og har fået en masse terapi, og behandling. En masse indsigt, og sågar endnu flere diagnoser. De har imponerende også givet en masse mening.

Fik en tilføjende diagnose, som jeg konsekvent dog glemmer. Det er som om jeg ikke har fattet at jeg har den. Det er ikke fordi at den er videre kompliceret, eller ”fancy” om man vil. Den forklarer en masse, men alligevel bliver jeg ved med at ignorere den. Nævner den stort set aldrig. Indretter ikke mit liv efter den, på trods af at den faktisk fylder lige så meget som min bipolare lidelse. Da min psykiater fortalte mig om sin mistanke, var der ganske vist en klokke der ringede et sted, og kunne godt se at han måske havde fat i noget, men alligevel har jeg valgt at ignorere den. Det kan ikke behandles, men den kan forebygges hvis jeg lytter til min krop og hjerne.

Neurasteni.

Det kliniske sygdomsbillede er ret ensartet med følgende træk:

 

• Træthed efter mindste anstrengelse.
• Søvnforstyrrelse, især indsovningsbesvær.
• Koncentrationsvanskeligheder.
• Hukommelsesforstyrrelser.
• Muskelspændinger.
• Spændingshovedpine.
• Diverse symptomer fra mave- tarmkanalen omfattende specielt diarrhoea og/eller forstoppelse.
  

Der er ikke nogen specifik behandling og tilstanden har tendens til at være vedvarende. Det er derfor pension kan komme på tale. Man må indstille sin tilværelse, efter de kræfter som man har, og glæde sig over de ting, man stadig kan. Hvis man frigøres fra arbejde og giver sig selv den nødvendige ro og hvile kan man stadig få et tilfredsstillende liv. Det er ikke en lidelse som udvikler sig i livstruende retning.

Det var først da jeg I DAG Googlede det, at det sådan rigtigt faldt på plads. Det er så også kun 2 år siden jeg fik diagnosen. Hvorfor jeg i himlens navn har jeg ventet så længe, det ved jeg simpelthen ikke. Jeg kendte godt det overordnede omkring lidelsen, men har simpelthen ikke sat mig ind i den. Har troet at de nævnte sygdomsbilleder var bivirkninger af min medicin. Til mit forsvar, har min medicin altså også den slags bivirkninger!

Tænk at man kan nå til det punkt at man giver fanden i en diagnose, og i hele 2 år ikke engang gider læse op på den?! Jeg vil gerne via min blog have fokus på det at have en usynlig sygdom. Der findes utallige pjecer og foldere, og belæste kloge hoveder der kan fortælle hvordan det er at være bipolar og andre psykiske lidelser. Men hvad ved de egentlig om det? Det er da ikke dem der er har sygdommene. Jeg vil gerne fortælle om MIN hverdag, og min sygdom. Andre med lidelsen behøver ikke at have en hverdag der ligner min, måske de har noget tilsvarende, måske de kan genkende noget. Måske de også har neurasteni? Jeg kan skrive en lang lang lang liste over de ting jeg kæmper med i hverdagen. Men det er ikke altid at det er en kamp. Det er jo blevet hverdag for mig. På en eller anden måde bliver ens sygdom normaliseret. Det er så lige til den arme sjæl der siger til dig: Kan du så ikke bare?

Hvorfor er det at det er MIG der skal diagnosticeres? Hvad nu hvis det slet ikke er mig den er gal med, men alle andre der har brug for en pille eller to? Må hellere passe på, det er den slags tankegang der gør at man skiller sig ud, og at de gerne hælder flere piller på én. Men for helvede, hvorfor er det tabu at have en usynlig sygdom? Hvorfor er det pinligt? Hvorfor skal det gemmes væk?

Der er SÅ megen fokus på cancer, flygtninge, krig og andre helt forfærdelige ting i vores verden. Når der endelig vises noget på TV om psykiske lidelser viser de børn der fastspændes og tvangsmedicineres. Selvfølgelig er det også en side der eksisterer og ikke må gemmes væk, men det er som om det er enten eller. Arne Mejlhede skal fejlbehandle mange mange patienter, inkl undertegnede før folk fatter interesse. – og de mister hurtigt interessen igen. Enten ties det ihjel, eller også ser vi kun det absolut grimmeste. Så tror sgu da fanden at folk antager at jeg har samme sygdom som Peter Lundin???

 

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.