Fra Christina til Christina

Kære Christina.

Du er nu nået statistisk set, mere end halvvejs igennem dit liv. Et liv der har båret på oplevelser, hvoraf mange af dem, havde du sikkert været foruden. Det her er en opsummering og en bøn til dig. Fra Christina til Christina.

Du valgte at få børn i en ung alder. Blot 19 år gammel da du blev gravid. Du nåede lige at blive 20 år da du blev mor første gang, og ikke anede en kæft om hvad du lavede. Det var nok ikke skide gennemtænkt, både fordi du var så ung, men også fordi deres fædre – ja, de har sågar hver deres far, var et par vatnisser. Du troede begge gange at det var den helt store kærlighed. Du havde ikke helt styr på den der mor-rolle, men har heldigvis været beriget med en familie der greb dig hver gang du snublede. 22 år gammel, to blebørn med hver deres far, der begge var pænt ligeglade med dig og dit. Så kunne det hul vist heller ikke graves meget dybere. I dag har du to voksne børn. De smukkeste børn i verden. De har ikke helt lært at bruge det de har mellem ørerne men de slægter vel deres mor, og fædre på. Det skal nok komme. De gør dig stolte hver dag. Hver dag!!!

Du har haft MANGE kærester. Hver eneste gang har du troet på, at det var for resten af livet. Du har altid troet på kærligheden. Når du elskede var det med hver en fiber i din krop. Aldrig halvt. Når du blev forladt og såret, føltes det som om nogen vitterligt rev dit hjerte ud, og trampede på det. Du brugte sjældent dit hoved og din fornuft når du var forelsket, du fulgte udelukkende dit stakkels hjerte, som blev knust den ene gang efter den anden, fordi du nægtede at lytte til din fornuft. Når du var forelsket kunne du klare hele verden. Du dansede på små vattede skyer, og intet kunne slå dig ud. Når dit hjerte så blev knust, lå du under en dyne af sorg. Kunne ikke forstå hvorfor du ikke blev elsket. Du tog det ikke engang til dig da din mor sagde til dig; ”Du elsker altid af helvede til”.

Du har været hensynsløs. Du har uden omtanke for andre, blæst igennem det mest af dit liv. Du havde ikke noget egentligt mål, og du zig-zaggede bare blindt rund. Det var bedst hvis der var fart på. Hvis farten blev sat ned, kunne du mærke dig selv og skulle forholde dig, til dig selv. Hvad sjovt er der ved det? Hvis du havde et ønske, så skulle du med fandens vold og magt nok få det opfyldt. Koste hvad det koste ville, og var det på bekostning af andre; So be it. Det tog du slet ikke til dig. Du skænkede ikke en tanke at du tog andre med i faldet, eller med på en tur de slet ikke ønskede. Når de så gav udtryk for hvordan de så på dig, kunne du slet ikke se det fra deres side. De var jo dybt åndssvage!!! Hvor fanden var deres hoveder henne? Kunne de slet ikke se at det var dig der havde fat i den lange ende? Kunne de slet ikke se at den fart du havde på var helt fin? At du havde det fint?

Mon de var klar over, at det slet ikke var så fint? At du flygtede fra noget du slet ikke var klar over eksisterede endnu.

Du troede at du var verdensmester. Det var du også i mange perioder og i mange situationer. Hvis der var nogen der sagde til dig at, det kunne du ikke – så kunne du. Ingen skulle sige til dig at noget var umuligt. Hvis nogen bad dig hoppe, spurgte du blot hvor højt. Intet var umuligt.

Det var som om du i perioder var høj på livet. Din puls kunne galopere selvom du ikke var påvirket. Du skulle selvfølgelig også i perioder eksperimentere med stoffer. Du prøvede det ikke i din ungdom, simpelthen fordi du ikke turde. Du kunne godt knalde uden gummi med byens mest beskidte tissemand, og blive gravid, men ryge en fed…niks, der satte du grænsen. Du gik direkte til de farlige stoffer da du blev ældre. Selvfølgelig prøvede du kokain og amfetamin, men i den sidste ende var det for tøsedrenge. Det sjove lå i MDMA, Ketamin og den slags der normalt bedøver dyr over 300 kg. Du syntes ikke at det var underligt at alle andre hang i gardinerne, mens du nærmest faldt til ro. Heldigvis blev du aldrig afhængig, du ville bare prøve det. Igen, en grænse der bare skulle flyttes.

Der var altid fokus på din person. Det havde du selv sørget for. I mange år havde du solet dig i det, og kunne lide opmærksomheden. Se på mig. Hør på mig. Lyt til mig. Hele tiden ville du være i centrum. Var fokus ikke på dig, skulle du nok sørge for at den kom derover. De fleste vidste hvem du var. Men der kom et tidspunkt hvor det bare ikke var sjovt længere. Du blev dømt ud fra din fortid, og du kunne ikke løbe fra den du havde været, og fra det du havde gjort gennem årene. Det hang dig langt ud af halsen, og du søgte en umulig anonymitet, samtidig med at du ikke kunne finde ud af at ændre adfærd. Du levede et ambivalent forhold til dig selv.

Du ændrede dit efternavn og flyttede langt væk. I en kort årrække var det en velsignelse. Du kunne starte helt forfra. Ingen kendte dig. Du kunne udviske din fortid, nærmest ændre den, for ingen kendte dig. Dit liv var nærmest normalt, i hvert fald, i andres øjne, og du nød det for en stund. Normaliteten. Du passede dig selv, dit job, dit hjem.

Rodede kedsommeligt rundt i livet. Havde ikke rigtig noget formål med hvor du var. Det var som om du bare var der. Der var ikke noget mål, du gik efter. Du eksisterede bare, tog livet for hvad det var. En form for selvfølge.

Så kom kærligheden. Men denne gang var du varsom, for aldrig i livet om du ville opleve den form for sorg igen, hvis nu dit hjerte skulle briste igen. Du valgte nærmest at suge al næringen ud af den, til du følte en mæthed, og så satte du bremsen i før skaden var sket. Du kunne ikke se det logiske i at finde kærligheden med én der var så meget yngre, én der var villig til at opgive at få børn for din skyld, én der kunne holde dig ud. Så du smed staklen på porten, på trods af at du elskede ham med hver en celle i din krop. Men du tog ham ind igen, velvidende at den nagende tvivl var der. Selv da han friede til dig, og du sagde ja, var der en lille bitte tvivl. Men kærligheden var der. For fuld udblæsning. Du har tvivlet mange gange de forgangne mange år, men kærligheden er der, og for første gang er du nødt til at holde op med at tvivle. Hold op med at tvivle Christina. Det er ægte kærlighed, det er du nødt til at tro på. Hold op med at tvivle, hold op med at ødelægge det.

At miste dem du elskede allermest har gjort noget ved dig. At miste dine forældre med så kort mellemrum har ødelagt noget i dig, men det har også gjort dig stærkere. Sorgen over at miste på den måde kan ikke beskrives. Du nåede ikke at kunne trække vejret i sorgen over at miste din mor, før du mistede din far. I mange måneder var der ingen i familien der formåede at trække vejret dybt. I fandt blot en smule fred i, at de nu var sammen. At den ene ikke sad efterladt af den anden. Ingen af jer var forberedte på det praktiske. Hvem er det? Du sidder nu, her et år senere, og sorgen er lidt nemmere. Savnet er enormt, og der er dage hvor du stadig er ved at ringe til dem. Bare for at høre deres stemmer. Familien har fået en langt større betydning for dig. Du klynger dig til dem. Måske endda lidt for meget. Tidligere var du ikke så knyttet til dem, og nu ville du ønske du kunne se og tale med dem hver eneste dag. Det er som om, at du nu har en frygt. Fordi du har mærket på egen krop hvor hurtigt man kan miste, så klynger du dig til du har her og nu. Dem du har i dit liv lige nu, render ingen steder. Hvil i det, ellers kvæler du dem der elsker dig og står dig nær.

Du vil heller ikke gå på kompromis mere. Det er fandeme også på tide. Tidligere har du haft en tendens til at stå på hænder for dem du havde dig nær. Gik ofte på kompromis med dig selv. Venskaber var vigtige, ofte så vigtige at du var villig til næsten at ændre adfærd for at blive accepteret. Hvert venskab havde forskellige personligheder hos dig. Men tilliden var svært at vinde på trods af dine personlighedsændringer, der var til for deres skyld. Det har kun været meget få der kunne vinde den, men så vandt de den også blindt. Man skulle egentlig ikke tro at du har været konfliktsky, men det har du ofte været i frygt for at miste visse venskaber. Du har ofte følt at du kunne have sagt noget, men har valgt at lade være, fordi der ikke ville komme noget godt ud af det, eller af frygt for konsekvensen af din ærlighed. Du skal holde op med at være bange for at være dig selv Christina. Sig det du virkelig mener. Hvis du bliver såret, så sig det dog. Andre mennesker kan jo ikke gætte sig til hvad du tænker eller føler.

Aldrig mere lad nogen give dig følelsen af at, du ikke er dem værdig. Hvis de ikke kan acceptere at du er den du er, så er det ikke dig der har et problem. Gå aldrig mere på kompromis med dig selv. Vær dig selv. Ingen er hverken over eller under din stand. Hverken du eller dem, skal placeres på en piedestal. Hvis du er for stor en mundfuld, så må de tage større bider eller finde nyt spisested. Stå ved hvem du er. Hold op med at ligge skjul på hvem du er. Hvil i hvem du er og hvad for et liv du har levet. Du vil altid have en personlighed der evner at forarge, om du vil det eller ej. Det har ikke en skid med sygdom at gøre, det er bare den du er.

Lær at holde din store fede kæft en gang imellem. Hav en accept af hvem du er, og kend dine begrænsninger. Du er altså ikke verdensmester, selvom du gerne vil fremstå som en der kan klare det hele med et snuptag. Det kan du ikke. Du lider af stormende angst, og dit forsøg på at ignorer det, gør det kun værre. Des mere du lader angsten styre dig, des mere fylder det, og des mere er du hæmmet i hverdagen. Hvornår begynder du at fatte at du bliver træt i hovedet, og ikke kun i kroppen? Lær nu at lytte til dig selv, og sig nej til ting du godt ved vil køre dig træt. Sig nej til ting der forpligter i en grad der gør dig utryg. Lad være med at love noget du ikke kan holde.

Kære Christina, du er ret heldig. Du har sunde og raske børn, der ikke længere har brug for at du ånder dem i nakken. De kan faktisk godt sørge for sig selv. Det er faktisk på tide at du læner dig tilbage, afventer et kuld børnebørn og nyder at dine børn ikke længere skal tørres i røven. Dine forældre har fået fred. De har ikke mere ondt. Du skal ikke mere bekymre dig om, de er okay. De er sammen, og det er faktisk det vigtigste. De skal ikke undvære hinanden. Du har en mand der elsker dig. Han fortæller dig det hver dag. Han kigger på dig hver eneste dag og fortæller dig hvor højt han elsker dig. Selv de dage hvor du ligner noget hunden har gravet op, fortæller han dig at du ser dejlig ud. Du skal resten af dit liv ikke tænke på arbejde eller uddannelse. Du kan læne dig tilbage, få styr på dit hoved, din medicin, din sygdom, dine skavanker, dit liv. Nyd det nu for helvede. Vil du ikke nok?

Kærlig hilsen Christina