Fortid, alderdom og nuet

Da jeg var ca. 8 år gammel havde jeg en veninde, hvis bror kørte galt, og døde i et voldsomt biluheld. Han var omkring de 18 år, og alle snakkede om hvor ung han var. Jeg tænkte bare; Jamen, han er jo voksen, så må han jo være gammel.

På trods af at jeg fik begge min børn inden jeg var 25, følte jeg mig nærmest uovervindelig til jeg nærmede mig de 30. Syntes at alle over 35 var tudsegammel. Så blev jeg 30! Skulle jeg så være voksen nu?! Niks, det udskyder vi til jeg bliver 40.

Til sommer bliver jeg 45, og jeg kan stadig høre min søsters klukkende latter mens hun minder mig om, at jeg ved næste skarpe hjørne, bliver 50. Kastede lidt op i min mund da hun sagde det. Mine elskede møgunger er godt på vej i deres liv, og mine søskende har leveret de lækreste nevøer i form af Bille på 8 år og Olav på knap 4 mdr. Børnebørn er næste step!

Men er jeg så gammel nu??

Ønsketænkningen er barnagtig! Hvis nu min krop bare kunne “glemme” at jeg snart er 45, og stå stille ved de 30?! Kunne være det fedeste. Livserfaring har jeg rigeligt af. Har samme livserfaring som én på 85 år. Det er både godt og skidt. Det har rustet mig til hvad der end måtte komme imod mig, men det har fandeme heller ikke været sjovt at nå hertil. Det er dog som om min hjerne ikke helt kan finde ud af hvor gammel jeg egentlig er.

Der er ingen tvivl om at jeg bare ikke gider de ting, som var pisse skægt da jeg var 25 eller 35, og jeg har ændret mit syn og min tilgang til ting, og mennesker. Jeg er ikke et vredt menneske mere! Har brugt mange år på at være vred på hele verdenen, og flagre rundt uden formål. Givet hele verden skylden for alt der skete i mit liv. Har fået en ro, der dog periodisk bliver forstyrret af min angst og mit kontrolbehov.

Sorgen over tabet af begge mine forældre er blevet en anelse nemmere. Jeg hviler underligt i at mor og far er “sammen”…at én af dem ikke sidder alene tilbage. Uroen roder ikke rundt i mig mere. Når jeg kigger tilbage på min fortid, så fortryder jeg intet, for det har skabt mig og fået mig til, hvor jeg er idag. Får intet ud af at fortryde, for jeg kan intet ændre – men der er HELT SIKKERT ting jeg kunne ha’ sagt/gjort/tacklet anderledes og bedre.

Er faktisk nået til det punkt i mit liv, hvor jeg kan sige at; “det er jeg sgu blevet for gammel til”. Jo jo, jeg kan stadig danse som en sommerfugl og stikke som en bi, og benytte mig at bidende sarkasme – hvilket jeg iøvrigt elsker. Men jeg gider ikke være vred mere. Har i årtier nærmest elsket at skille mig ud, men nu vil jeg gerne bare forsvinde i mængden.

Fik for et par uger siden igen bekræftet, hvordan jeg har været i mine yngre år, og hvilken effekt jeg har haft på andre. Fik igen bekræftet hvorfor jeg senere har valgt at holde mig væk.

Jeg ændrede mit efternavn for en del år siden, og oplevede en fantastisk anonymitet. Alle kendte mit gamle efternavn, men ingen kendte det nye, som i virkeligheden bare var mit mellemnavn. Der var bare ikke rigtig nogen som kendte det. Ergo; ingen anede hvem jeg var, ved navn!

Skulle så aflevere nogle ting hos min mand på hans job. Han gik på et projekt med nogle andre, som jeg med det samme genkendte fra “gamle dage”. Da de ikke kunne placere min person i hukommelsen, nævnte jeg mit gamle efternavn og så kom det;… “Aaaaah.. nåh det er dig”?!

Det var så det vendte sig i mig. “Ja, det er mig”. Dér stod jeg så, meget snart 45, med voksne børn, har ikke set eller talt med vedkommende i mange mange år, og med den ene sætning var jeg tilbage i 90’erne hvor jeg konstant følte jeg skulle slå fra mig. Hvor jeg konstant kæmpede med et selvværd der kunne ligge i bunden af et fingerbøl. Dengang jeg slog først, både verbalt og fysisk og spurgte bagefter. Det var slet ikke sjovt dengang. Det var slet ikke sjovt at være ung.

Det er faktisk ikke så skidt at blive 45 år næste gang. Det er helt okay – har det godt med hvor jeg er i mit liv lige nu. 50?…det tager vi til den tid! Nutiden. Nuet. Lige nu. Har prøvet at leve livet på kanten af ingenting. Har prøvet at miste alt. Har prøvet at miste dem jeg elsker allermest da jeg mindst ventede det. Så lige nu vil jeg bare leve i nuet. Elske. Lære af min fortid og mine fejl, så jeg ikke begår dem igen. Min fortid er her ikke mere.