Kan man godt have det godt, samtidig med at korthuset vælter? Åbenbart!
Jeg har det godt med mig
Se næste indlæg >
Tanker..torsk..& BS Christiansen
Christina Winther
BS Christiansen. Ham der jægersoldaten der har slæbt Bubber rundt, og stort set alle andre kendisser har skiftet branche. Han har hevet nogle almindelig dødelige med til New Zealand, midt i ødemarken og vil hjælpe dem med at finde tilbage til deres vaklende ægteskab. Han udtaler på et tidspunkt i udsendelsen, og jeg SUGEDE sætningen til mig:
“Ville du være gift med dig selv”?
Det er jo det vildeste spørgsmål! Det spørgsmål kan man stille sig selv i tusinde situationer, og give én mulighed for reflektion, og for at kigge ind i sig selv, og på de mennesker man har i sit liv.
- Vil du være gift med dig selv?
- Vil du være ven med dig selv?
- Vil du være kollega med dig selv?
- Hvad vil du sige til dig selv?
Jeg har de sidste 5-6 år været på lidt af en livsrejse. Kæmpe udvikling, der er gået op og ned, frem og tilbage, behandling, medicin og terapi. Mine forældres sygdom og deres død med kort mellemrum. Kæmpe sorg at skulle bearbejde. Mit sociale liv er minimalt – men har været fyldt med blind tillid. Fuldstændig!!! Jeg havde de mennesker jeg havde brug for. Selvfølgelig har man plads til flere, men der var få der ikke kunne vippes af pinden. Nærmest som “The Filthy Few”.
Jeg har nærmest været barnagtig stolt af de forhold der gik 10.000 år tilbage. Fordi der var historik, fordi jeg altid kunne få lov til at “bare” at være Christina. Fordi de har kunne holde til ikke så lidt. Får at vide at der ALDRIG bliver set på min bipolare sygdom…der blev kun set på min person. Fuldstændig som jeg kun har set på dem som personer, og ikke deres baggrund, fejl og mangler. Elskede at jeg bare kunne være mig! Med fejl, mangler, skøre påfund og fanden i voldsk. Modsætninger mødes. Har TUSINDE gange fået at vide at det bla var derfor jeg var så elsket. Gav mig en fantastisk ro!
Ville jeg kunne være veninde med mig selv? Være gift med mig selv? Nææh, sikkert ikke…vel også derfor jeg har værdsat dem der kunne. Jeg var sgu nok løbet skrigende bort efter jeg havde jokket en arm igennem dem. Priser mig lykkelig for dem og har rost dem til skyerne. Fordi de var og er så pisse seje. Kunne de mon tænke sig at være gift eller være ven med sig selv?? Jeg peger ikke fingre – men det er jo det vildeste spørgsmål!
Har jeg mon placeret andre på piedestaler hvor de ikke hører hjemme? Har jeg gjort det til mere end det er? Er jeg gået lidt mere op i det, end godt er?
“Hvor herre bevares”
Sådan skal der da ikke tænkes om mig?!!! – da ikke hvis man kender mig helt ind i knoglemarven. Hold kæft den ramte lidt midt i solar plexus, og da den var færdig dér gik den direkte i hjertet. Der udviklede det sig ret hurtigt til vrede, frustration, ked af det, forvirring og lidt mere vrede. Var faktisk lidt i choktilstand.
Fik en følelse af at når man var på “tomandshånd” med mig, så var jeg sgu cool nok, men skulle jeg møde “klanen” skulle der restriktioner på, fordi der var en frygt for om jeg ville bringe nogen i forlegenhed. (Det var iøvrigt en helt 3. person der klarer det helt fint for 117 gang. Det er klask-på-låret-komisk efterhånden).
Det er i og for sig fair nok!!! Men efter 1 mill år er det måske lidt sent at blive flov. – just saying!
Ville du iøvrigt være veninde med dig selv?????
.