Lander blødt og langsomt

Mig og min hund

img_4457

Min elskede hund! Han er en Grand Danois på 2 år, og jeg har haft ham siden han var 13 uger gammel. Hans specielle farve hedder merle. Den er ikke godkendt ved DKK, fordi han dermed er “for” genetisk ren. Altså, han viger også lidt uden for systemet. Selvfølgelig!!! Han er kæmpestor, pisse irriterende, snotforkælet og dummere end vådt bølgepap. Til hans forsvar, er racen ikke kendt for at være den hurtigste knallert på molen. Han hedder Malthe, og han er min bedste ven!

Racen er kendt for deres enorme tilknytning til deres ejere, deres loyalitet samt det blide væsen. Der findes ikke snerten af ondskab i dem. Det er verdens gladeste hund. Folk tror de kræver enormt meget motion og kolossale mængder foder. Tværtimod, må de helst ikke få for meget motion, eller foder. Deres knogler bærer på mange kg, og de skal helst skånes. Malthe lever 100% op til ovennævnte. Han viger ALDRIG fra min side. På mine dårlige dage, vil han allerhelst side oven på mig. Han tror selv han er på str med en chihuahua, og kan få mast sig op på ens skød med stor elegance. Jeg har min psykolog, psykiater, kontaktperson og behandlinger, men intet giver mig dét, han gør.

img_4460

Han tvinger mig ud hver dag, fordi han skal luftes. At se det store, langbenede skrummel blæse rundt på en mark eller i skoven, som var han en kvie der bliver lukket ud på græs, kan altså godt gøre en mørk dag lidt lysere. Når han ligger hos mig i sengen og snorker, så taget letter….eller der kommer et stille; “pppfffhhhss”…og få sekunder senere lugter af død gnu..selv dér elsker jeg ham overalt på jorden.

img_3555

Jeg har fået ham godkendt som besøgshund og vi besøger nu ældre og ensomme borgere. HOLD KÆFT hvor er det fedt at se Kaj, lyse helt op, og begynde at fortælle røverhistorier. Hanne der ligger på sofaen iført underbukser og en smøg i mundvigen, vil ha’ ham op og ligge i ske. Kraftedme et sjovt scenarie. En ældre blind herre, der elsker berøringen af Malthe, og mindes hans tid med væddeløbsheste. (Ikke svært at gætte hvor han får sammenligningen fra). Lise der konsekvent kun fortæller halve historier, fordi hun – efter eget udsagn – har glemt ting der er mere end 100 år gammelt, alt imens hun forsøger at få Malthe til at spise de tomater hun ikke gider spise, i sin sandwich.

img_4461

Min elskede Malthe. Han giver mig det, alverdens medicin og behandling ikke kan give. Ubetinget kærlighed, beskyttelse og loyalitet. Han er ligeglad med om jeg efter 3 dage uden et bad, lugter af råddenskab, han er ligeglad med om jeg er ude eller inde, om jeg er oppe eller nede. Han vil bare gerne være nær mig ❤

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lander blødt og langsomt