Træt, Helle og skalkeskjul

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Ca 4-5 dage ud af ugens 7 dage bliver brugt i sengen. Én ting er at mit hjem er hvor jeg har “helle”, men soveværelset er min hule. Det er mørkt og stille. Det er som om, at derinde kan ingen røre mig. Derinde har jeg den fulde kontrol. I reglen kører tv’et med et ligegyldigt Dr. Phil show eller også lapper jeg The Kardashian i mig. Det meste af tiden er det bare sagte baggrundsstøj.

Min helt igennem fantastiske Grand danois; Malthe viger ikke fra min side. Aldrig. Hvor jeg er, der er han. Han er kun 2 år gammel, men racens blide og rolige sind passer perfekt til min psyke. Har sågar fået overtalt min psykolog, der hader hunde, at jeg må tage 50+ kg halv ko med.

Min mand gider af ret gode årsager ikke tilbringe tid i soveværelset 24/7/365. Med mindre jeg bød op til “dans”. Han ringer altid når han er på vej hjem. Så kommer han ind og kysser mig “goddag” og vi snakker om hvad han har lavet som elektriker den dag. (Jeg fatter bjælde iøvrigt). Han lader mig blive i soveværelse, mens jeg overvejer om jeg skal bevæge mig ind i stuen. Hvis ikke, så kommer han ofte ind til mig og så hygger med endnu mere ligegyldig tv.

Simon er den eneste der kender mig 110%. Han har været med som en stenstøtte igennem forløbet med psykiatri, læger, medicin, ect og kommunen. Men det er pisse hårdt for forholdet. Vi glemmer ofte at bare være Simon & Christina – og bliver istedet dem der forsøger at overleve hverdagen. Ægteskab er ikke en dans på roser uanset hvem man er. Men kampen mod sygdom og det offentlige gør det dælme heller ikke nemt

Her står jeg så. ALT for tæt på de 45 år. Træt. Udkørt. Tappet for alle former for energi. Humør der svinger som et pendul på overarbejde. Ked af det, udmattet, og lammet for følelser.

Nej, jeg ser ikke syg ud. Men gør det mig mindre syg? Når jeg en sjælden gang kommer ud, ville jeg gerne ligge makeup og sætte mit hår. Se præsentabel ud. Jeg er vokset hvor der VIRKELIG var fokus på at være præsentabel, give hånden, se ordenlig ud, pli og spis pænt. Det sidder dybt dybt i mig. Men det er også en form for maske. Jeg kan gemme mig bag “the good looks”. Det er mit skalkeskjul.