Inde i min hjerne

Der sker ikke så lidt inde i min hjerne. Se på det som at sætte autopiloten til i bilen, på ca 180 kmt. Så går skidtet i stykker, og du er nu tvunget til at blæse der ud af, og desperat undvige forhindringer.

Skal jeg træde ind i et lokale med mange og nye mennesker, kører der et rædselsscenarie i mit hoved i dagene op til, sågar ugerne op til. Hvem kommer, hvem sidder hvor, og hvor kan jeg placere mig selv så jeg hurtigst muligt kan slippe væk?!

Jeg har en non stop samtale med mig selv i min hjerne. Stemmen tager ikke pause for at trække vejret eller hvile. Den er på 365 dages overarbejde. Hvis jeg er heldig er der dage hvor samtalerne er underholdende, om man vil, og der er dage hvor jeg føler at det hul jeg ligger i, bare bliver dybere og dybere.

BI PO LAR! Det lyder også eget bedre end MA NI O DE PRES SIV. Når folk får at vide at jeg er bipolar, er reaktionen oftest; “hvad er det”? Så skal man hele møllen igennem. Så får man det klassiske svar; “Jamen det er jo forfærdeligt”! (No shit sherlock). Så kommer den sidste men også værste bemærkning; “Hvor er det bare synd for dig”.

Jo tak, men hvad fanden ved du om hvad der er synd for mig? Det her er min hverdag.Jeg lever med det hver dag, 24/7, 365 dage om året. Om jeg sover eller er vågen. Så er der de idioter der tager afstand, som om jeg bar rundt på en virus der smittede ved berøring. “Søde skat, hvis jeg smittede og du blev ved med at være en kost, så ville jeg bolle dig i røven med min toiletbørste”. Come on!!!

Så er der dem, der har hovedet så langt oppe i røven at det burde forbydes ved lov. “Kan du ikke bare…?” JO DA, for det liv jeg har levet, har udelukkende været for mine grønne øjnes skyld. Det er en freakin´rollercoaster med uendelige mængder fest og farver. Man kan ikke “bare” med en psykisk lidelse. Jo jo, jeg ser rask ud, gør noget ud af mig selv, og er sågar veltalende, (medmindre jeg bliver stiktosset. Så er gloserne knap så børnevenlige).

Men vil du prøve at bytte?

Lad os starte med lydene: Mange mennesker der taler i munden på hinanden giver mig “white Noice”. Du kan selv prøve det, og tilnærmelsesvis komme i nærheden af det. Find det stykke musik du HADER allermest, tag hørebøfferne på, skru helt op, og gå så rundt med det hele dagen.

Så er der min OCD: Jeg har en rækkefølge ting skal gøres i. Får jeg ikke lov, brydes mit mønster og jeg bliver fyldt med frustration der er ret voldsom. Det kan du også prøve. I dine skuffer, har bestik sin egen plads. Du kan åbne skuffen og med næsten lukkede øjne kan du tage en gaffel. Men hver dag, er der en eller anden fucknut det bytter om på bestikket. Hver dag! Simpelt problem, men shit det kommer til at fylde før eller siden.

Den møgbeskidte angst: Angst for alt nyt. Angst for mennesker, Angst for situationer. Listen er lang. Angsten er den værste. Forestil dig at du hver morgen får at vide at en du har kær der vil komme til skade. Du ved ikke hvem eller hvor, du ved bare at det sker. Ventetiden ville være udeligelig ikk`?

Electrochok: Hver 14. dag bliver jeg hentet af en taxa. Bliver kørt til psykiatrisk sygehus. Her ligger jeg på en briks og får lagt venflon, sat “klistermærker” på krop og i ansigt. Så bliver jeg lagt i fuld bedøvelse, bliver delvis lammet for at undgå kramper, og i 40 sekunder sætter de strøm til min hjerne. Det ødelægger hukommelsen i sådan en grad at jeg glemmer personer i mit liv, events og samtaler. Alt!!! Var det noget???

Neurastenien er et kapitel for sig selv: Neurasteni er kronisk træthed. Gå en tur med hunden, og gå bagefter hjem i kassen, fordi det føltes som man lige har løbet en uforberedt marathon.

De satans piller: Ville du spise piller der gjorde at du tog op til 40 kg på? Ville du tage piller, så du som oftest er i tvivl om dine følelser er DINE eller pillernes? Ville du op til flere gange om dagen indtage op til 10-12 piller om dage? Tage piller for at andre kunne holde dig ud?

Jeg kan ikke bare råbe røv, og sige at det her gider jeg ikke mere. Jeg har ikke den stopknap, så jeg bare kan være rask, hvad fanden det så end er. Der er folk der tror at man kan blive helbredt. “Nej sveske, det kan man ikke, “this shit is for life”!!!

Jeg bliver bare SÅ eddikesur. Jeg lever ikke dette lorteliv for mine egne grønne øjnes skyld. Jeg kæmper dagligt fordi jeg ikke har andre valg. Ofte holder jeg mine problemstillinger skjult for familien. Jeg ønsker ikke at det er det, der skal være fokus på. Der har vist været rigeligt fokus på mig og mit gennem årene. Hvor fedt det end er at være manisk, så rammer det dem man har kær – og ikke på den fede måde.

Men hvis du/i ikke er overbevist….vil jeg godt bytte liv og hjerne. Frisk på et væddemål om, hvor længe du holder?

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.