Jeg har ikke en overbevisning i forhold til religion. Jeg anser ikke mig selv som kristen eller noge
Se næste indlæg >
The End
Christina Winther
Jeg har ikke skrevet i evigheder. Jeg har ikke haft brug for det.
Jeg oprettede bloggen i tidernes morgen, for at kunne læsse af. Fortælle min historie som JEG ville – uden at blive afbrudt, uden fordomme, uden andres mening og uden at tage hensyn til hvad andre mente. – og hvor har jeg bare tilkendegivet min mening. Jeg har ikke holdt mig tilbage, og det var jo heller ikke hensigten. Dette var MIT fristed, og hér var det kun mig der havde ordet.
Jeg har skrevet om min hverdag, om fuldstændig intetsigende krøller på hverdagen, men jeg har også fået frit spil til at skrive om min barndom, mit forløb ved psykiatrien, og mit forløb ved CSM.
Nu stopper jeg!!
Jeg var tilknyttet psykiatrien i pænt mange år, og er dem evigt taknemlige for deres rådgivning og hjælp.. Jeg blev hængende ret længe i dét system fordi vi ikke rigtig kunne finde den rette medicin, den rette rådgivning eller den rette hylde til mig – De ville så gerne kunne sætte mig i en bipolær kasse, men jeg kunne ikke få den til at passe 100%. Det var som om der var noget der ikke passede helt rigtigt. Derfor gav det også ret god mening, da de sidste år fjernede den Bipolære diagnose. Det var underligt at få den “fjernet”, men også en lettelse – så gav det hele lidt mere mening. Jeg stoppede mit forløb ved psykiatrien.
Igennem CSM, fik jeg så en anden diagnose, og den passede “like a glove“.. Den smuttede liiiige ind og passede på alle punkter, og det var lidt som at kunne trække vejret helt ned i maven for første gang i mange mange år. Kompleks PTSD. Nu skulle man jo tro at det hele blev lidt nemmere, men den komplekse PTSD er helt ny herhjemme – den er faktisk kun rigtig anerkendt i USA, så alle de kloge hoveder herhjemme aner faktisk ikke hvad de skal stille op med den, eller hvordan de skal behandle den. Den “almindelige” PTSD kender de fleste iøvrigt, og man forbinder den i reglen med soldater der er vendt hjem fra krig. Gennem CSM lærte jeg at leve med min komplekse PTSD, (KPTSD). I 2 år har jeg været i gruppeterapi, fået psydoedukation og ene-terapi. HOLD KÆFT hvor er de dygtige!!!
Jeg har i mange år også fået alverdens medicin, og noget af det blev jeg dybt afhængig af – specielt sovemedicin, og jeg kunne slet ikke være i den afhængighed – lægerne sagde at jeg skulle trappe laaaangsomt ud, og de lagde en plan for udtrapning af ikke bare sovemedicin, men også flere forskellige former for psykofarmaka. De sagde sågar at noget af det ville jeg nok aldrig komme helt ud af – dét skal man ikke sige til mig!! Jeg trappede ud, langsomt men sikkert – og er idag 100% uden nogen form for psykofarmaka eller sovemedicin. YAY!!!!
Så nu er jeg ikke mere en del af psykiatrien, jeg har ikke mere min bipolære diagnose, jeg får ikke mere psykofarmaka og på torsdag har jeg min allersidste samtale med CSM. – og jeg har ikke haft det SÅ godt i flere år. Jeg føler at den stemme jeg har HAFT, har været en stemme fyldt med sorg, bitterhed og vrede, hvilket er forståeligt syntes jeg selv – taget i betragtning af hvad jeg har været igennem. Men jeg er færdig med at være vred, bitter og ked af det.
Jeg har fået sagt det jeg gerne ville sige, og min stemme er nu helt anderledes. Jeg har fået en helt anden selvtillid, og en anden form for “Jeg gider ikke noget bullshit“-attitude. Jeg har aldrig gidet bullshit, men i stedet for at der er går brøleabe i den, så går jeg fra det. Jeg er blevet mere open minded, og hviler mere i hvem jeg er som menneske. UANSET hvem der skaber en form for drama, så går jeg fra det – jeg magter det ikke. Man behøver ikke være enig i hvem jeg er som menneske, eller de valg jeg tager eller hvad jeg udtaler – men jeg kommer ikke til at gå på kompromis med hvordan jeg har det, eller hvem jeg er. Det har kostet mig alt alt for meget at komme til hvor jeg er idag. Jeg har mistet mange mennesker, og de har mistet mig de sidste mange år – det har været en hård pris at betale, men på mange punkter har det faktisk været dét værd.
Jeg har ikke mere at sige!! Jeg har ikke mere at dele af!! Jeg har ikke mere vrede eller bitterhed!! Jeg har ikke mere at dele ud af på min blog. Nu kunne jeg jo bare skrive løs som en anden curling-mormor, men det er sgu for kedeligt og der er vist rigeligt med bloggere der skriver om vitterligt alt og ingenting.
Jeg har det godt. Jeg er glad og jeg hviler i at jeg vitterligt ikke kan gøre det bedre – Så tak for denne gang…
THE END!!
.