Status

Det er lidt underligt at have det så udefinerbart – hvis man kan kalde det dét. Dex-amfetaminen har som “lovet” faktisk fjernet noget af mit tankemylder, og det er imponerende svært at vænne sig til. Jeg er SÅ vant til at have et hovede der farer der ud af med 180 kmt, og når det sætter farten ned til 60 kmt, er det vildt underligt.

Den tankemylder har siden dag 1 været det værste, for det var den der satte gang i en mani, holdte mig fra søvn og voldte stress af anden verden. Jeg har fået lithium mod op- og nedturene og det får jeg stadig, men det har ikke formået at fjerne talestrømmen mellem ørene. Jeg har prøvet snart alle former for medicin og behandling og først nu ser det ud til at der sker noget. Jeg håber af hele mit hjerte at det her er mirakelkuren.

Hvis jeg skulle lave en status over hvordan jeg har det, så har jeg det “stadig” ret godt. Jeg burde fralægge mig vanen at gå og vente på næste ned- eller optur, men det sidder ret dybt i mig, så det kræver også lidt tilvænning. Jeg har ændret min kost 100% og det giver fantastiske resultater. Minus 5 kg indtil videre. Jeg havde meldt mig ind i et træningscenter, men har ikke været derinde i snart 14 dage. Jeg venter stadig på kørselstilladelse, og efter min oplevelse inde ved politiet, tør jeg ikke tage changsen og køre bil. Med mit held skal jeg nok blive stoppet og narko-testet. (!!!!!) Så jeg kommer ikke ind og træne før jeg har den tilladelse.

Mit “brud” med forskellige mennesker fylder ikke så meget mere. Specielt bruddet til de såkaldte veninder. Det tog mere hårdt på mig, end regnet med når jeg virkelig mærkede efter – de har jo været min “anden familie” i mange år. Men jeg nyder mere og mere den ro der er kommet efterfølgende. Jeg er 100% færdig med at lade andre mennesker få grimme ting frem i mig, eller lade andre give mig en følelse af at jeg ikke er god nok, eller antage at jeg er naiv. Jeg er nem at påvirke, og nem at få til at reagere – det ville jeg have stoppet. Jeg savner min familie hver eneste dag, men har accepteret mere og mere at det må være sådan indtil vi alle “kan finde ud af det igen”.

Jeg er jo altså ikke fuldstændig uden familie. Min søn og min mand er der ubetinget. Jeg har stadig de sødeste og dejlige veninder. Men jeg hviler mere og mere i at bare være “mig”. Det har taget mig mange år at acceptere min sygdom, og ikke lade den bestemme over mig – og jeg høster af det hårde arbejde i tiden.

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.