Jeg har aldrig benægtet at jeg har været en skovl, en idiot, og at jeg har svigtet en masse menneske
Se næste indlæg >
Et traume JEG beslutter skal ende
Christina Winther
Jeg har i mange mange år søgt hjælp til et traume jeg har gået rundt med siden jeg ganske lille. Jeg var vel 4-5 år da jeg oplevede det første gang, og jeg ved med 100% sikkerhed at det sluttede da jeg var 16 år gammel. Ved syret nok at det var d. 1 oktober 1988. Men reaktionen kom først mange år senere – og det er dén jeg vil ha´ afsluttet.
Jeg har fået terapi, medicinsk behandling, og så lidt mere terapi. Enorme mængder terapi. Jeg har lænet mig op af familie og venner, lagt låg på det, åbnet det igen, lukket det igen – igen. De op- og nedture har varet i mere end 20 år, og hver gang jeg tror; At nu vil jeg ikke mere være påvirket, så kommer der et “klogt hovede” og siger; “Christina, det er noget du skal bearbejde“.
Nu tager jeg beslutningen; Jeg vil ikke mere bære rundt på det traume.
Jeg vil ikke mere lade det præge mig, jeg vil ikke mere lade andre beslutte om det er noget jeg skal have bearbejdet, jeg vil ikke mere lade andre bestemme hvordan jeg skal forholde mig til det. Det er ikke fordi jeg bare ikke VIL snakke om det fordi det gør ondt eller fordi jeg ikke magter det – hvor grotesk det end lyder så GIDER jeg virkelig ikke snakke mere om det. Det er lidt som hvis nogen bare kører i den samme rille igen og igen, og man får en trang til at slå dem i hovedet…med en stol. Lad det nu ligge… jeg er okay, jeg er ovre det, det har ændret mig som menneske, det har formet hele mit liv, men nu vil jeg altså ikke snakke om det mere. Let it go….
Jeg er endelig nået det sted i mit liv hvor jeg har en harmoni, hvor jeg kan mærke at mit hjerte banker roligt og hvor det hele går op den højere enhed. Alle de frygtelige kløfter der var min familie – og den der var dybeste og mest smertelig er helet. Mit hjerte kan banke fuldendt igen… Forholdet til min datter er gået op i en højere enhed, og det er dermed også så vildt at jeg nu endelig er den mormor jeg altid har drømt om at være. DET ER DET VILDESTE!!!!!!!
Jeg er lykkelig og har taget et bevidst valg – at det hedder fortid af en grund. Jeg skal nu se fremad, føle mig tryg i at fortiden har været hård og modbydelig, men det har fået mig frem til hvor jeg er idag, og det er jeg mere end taknemlig for.
.