Traumet er ligegyldigt

Terapi-ridning

Jeg var 7 år da jeg første gang sad på en hest. Jeg har stort set, konstant redet siden – dog de sidste par år har det været MEGET lidt, og udelukkende på hyggebasis!

I mine unge sprøde år red jeg HVER dag hvis muligt. Det var spring og military jeg elskede. Des vildere, des bedre.. Først da jeg i midt 20’erne er lidt for tæt på at næsten at miste livet, fordi jeg var for modig, satte jeg farten lidt ned.. begyndte at bruge hjelm, og droppede de “vilde heste”! Det burde jeg måske ha’ gjort fra starten af, tænker jeg.

Senere har jeg bare elsket at være omkring heste. Alle der elsker heste, ved hvad det vil sige at fornemme duften, (lugten)!! af hest og stald. Dét kan altså noget når man er “hestepige”!

Med alderen er modet blevet mindre, men kærligheden til heste er aldrig forsvundet eller sågar blevet mindre.

I mit forløb ved CSM, har den største kamp været at “forbinde” hovede og krop. Har sagt det 1000 gange; Krop og sind husker hver for sig. Det har CSM lært mig, og det har for mig givet enormt meget mening, og har givet mig en KÆMPE forståelse for hvorfor min krop ofte ikke reagerer som jeg forventer.

Des mere CSM graver i mine traumer, des værre har jeg fået det. Angsten er blevet værre. Depressionerne er blevet værre. Min krop får det værre – og jeg føler, at jeg mere og mere mister “kontakten” til min krop. Kropsterapi var på INGEN måde en succes! Som i; Slet ikke. Så foreslog CSM ridning!

Ridning simpelthen?? Jamen, jeg har jo altid  bare redet fordi jeg elskede dét og heste! Men som en form for terapi?? Hvorfor pokker har jeg ikke tænkt på det noget før??? Det er jo den ultimative terapi for sind, sjæl og krop.

– og hvor finder jeg så lige en hest?? Et sted der vil lade mig komme én fast dag om ugen, og benytte deres hest!? Der er hestegrupper på FB, og det tog mig et par uger at finde modet til at ligge “svesken” på disken i et offentligt forum, efterlyse en hest/ejer. Det var vigtigt at være ærlig omkring hvorfor jeg søgte en hest – og det skulle vise sig at være det helt rigtige!!

Idag har jeg været på besøg i den stald, der har tilbudt mig en hest jeg kan ride på én gang om ugen – og turen hjem derfra gav mig ondt i kinderne af at smile!! Måske det er dét der kan hjælpe?? En lille lækker islænder er måske hele løsningen?? Det håber jeg ihvertfald ❤

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Traumet er ligegyldigt