Traumet er ligegyldigt

Det er ikke HVAD der er sket, der i det store billede er essentielt. Hvad man har været igennem. Hvor længe man var udsat. Hvem der har gjort hvad.

Det er hvad det har gjort ved én…

Det fylder egentlig ikke så meget mere HVAD der har forårsaget mit traume og min K.PTSD. Selvfølgelig forholder jeg mig til det – det er jeg nødt til, men mit fokus er hovedsagligt på hvad jeg kan gøre ved det, for at kunne leve mit liv bedst muligt.

Traumer og KPTSD forsvinder ikke. Aldrig. Det er en livstidsdom man skal lære at leve med – og det er dér mit fokus er. Hvordan lærer jeg at leve med min bagage?

Jeg har hele tiden vidst at det hér ikke bliver nemt, at det ikke en “walk in the park”-process ..omend jeg dagligt bliver overrasket over hvordan jeg reagerer fra tid til anden. Hvor stor sorgen og angsten stadig er. Ofte tænker jeg; At jeg har det godt, at jeg har det okay – men så bliver jeg trigget på den ene eller anden måde… og så føles det som 2 skridt frem og 10 tilbage.

Men jeg finder også en større og større styrke, som jeg ikke anede jeg havde.

Jeg siger fra over ting jeg ikke har turde før – og endnu bedre, så står jeg ved det, og hviler i det. Jeg VIL IKKE MERE tolerer at jeg ikke modtager respekt. Ikke bare for min person, men også for det jeg gør og har gjort.

Jeg har ikke altid været den bedste version af mig selv – langt fra. Men når det så er sagt, så har jeg brugt MANGE år på at erkende, og være underlagt at få at vide hvor meget jeg har fejlet.

– “Ansvaret var dit, og ingen andres – så alle fejltrin kan spores tilbage til hvad du har gjort forkert”.

Dét arbejde jeg så forsøgsvis har lagt i at rette op, bliver negligeret og ligegyldiggjort. Ikke altid bevidst – men ofte med en enorm manglende respekt. Den manglende respekt vil jeg ikke have over mig mere.

Jeg har handlet med de kort jeg havde og har på hånden- og jeg har ikke spillet ret godt. Det har jeg brugt oceaner af kræfter på at arbejde på, erkende og gøre noget bare lidt godt igen – men jeg stod hele tiden med følelsen af at uanset hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok. Uanset hvad jeg endte med at stå model til, kunne jeg ikke få noget der bare mindede om respekt – for min person eller det jeg prøvede på.

Min baggrund skal aldrig bruges som undskyldning for de dårlige valg jeg har taget i livet. Mine traumer hverken kan eller skal, bruges som årsag til mine handlinger – omend de måske kan forklare. Jeg blev nærmest tvunget til at være vidne til hvordan andre kunne ydmyge og have en ENORM manglende respekt for min person, og dét var åbenbart okay. Dobbelt op på den manglende respekt. Det var okay at jeg gik vidt for at hjælpe i en situation, men ikke blev mødt med bare snerten af respekt. Andres grimme adfærd blev accepteret – med det resultat at jeg bare blev endnu mere opmærksom på ligegyldigheden over min person. Men jeg fortsatte med at forsøge og acceptere, at sådan var det bare… det var jo også det jeg fik at vide.

Jeg har forstået at mine handlinger ikke kan “belønnes” – men jeg har brugt oceaner af kræfter på at gøre det JEG troede var rigtigt, men som konsekvent og åbenbart kun har været alt det forkerte. Samtidig skulle jeg bruge gigantiske kræfter på at redde mit eget sind. Finde ud af hvordan jeg bedst muligt kan leve resten af mit liv uden af være så fucking tynget.

Tynget af mine traumer. Tynget af min barndom. Tynget af mine valg i livet. Tynget af mine handlinger. Jeg ved godt hvor jeg har fejlet. Jeg ved godt hvad jeg har gjort forkert – men jeg ved også hvad jeg har stået model til, og hvad jeg herfra ikke vil mere. Hvad jeg nu vil forlange. Ikke bare fra mig selv, men også fra andre – Respekt.

Jeg havde gæster for ikke så længe siden, der overværede en situation… Deres reaktion fik mig til at indse den manglende respekt. Deres forargelse og chok over hvor lidt respekt der var for min person. Jeg havde ikke selv lagt specielt meget i det, fordi det ikke var en situation der som sådan var ny – hverken fra min eller andres side. Men deres reaktion fik mig til at se det i et lidt andet lys – “Er det virkelig sådan folk ankommer til dit hjem? Er det virkelig sådan du bliver tiltalt? Er det virkelig sådan andre opfører sig overfor dine gæster – i dit hjem?”

Jeg er den jeg er, DELS fordi jeg har nogle traumer – men også fordi jeg har taget nogle valg i livet – på godt og ondt. MEGET dårlige valg er også taget. Mange af dem skal jeg ” bøde” for resten af livet og gør det også – men jeg vil ikke blive ved med at tillade en manglende respekt for min person og for de ting jeg faktisk forsøger at gøre rigtigt. Mange af de ting jeg har stået model til de sidste par år har INTET med mine dumme valg at gøre – de har kun noget med andres dumme valg at gøre, og deres manglende respekt.